En flosset tålmodighed

I går mistede jeg tålmodigheden. Jeg er færdig med at bo på landet i snedriverne. Jeg ved ikke helt, hvad der udløste mit tålmodighedsforfald. Måske at det første s-tog til Hillerød var aflyst. Efter jeg havde kæmpet mig gennem sneen med min stakkels cykel, der dårligt kan tåle mere. Måske var det manglen på snerydning – både i Birkerød og i Hillerød. Måske var det, fordi jeg kom for sent til mit første møde. Og måske var det bare fordi, min dag i det hele taget var for presset. Så der var ikke plads til al den sne.

Jeg havde tre møder presset ind før middag, hvor jeg skulle have fart på hjem. Og købe ind på vejen. Så jeg kunne nå at være afslappet, inden mine to veninder og gamle studiekammerater ankom helt fra hjemlandet. Sneen var bare i vejen. Men jeg nåede det. Overbeviste mig om, at det var helt okay ikke at stå med friskbagte boller. Men ikke okay at have nullermænd i krogene. Frem med støvsugeren – slurp til nullermændene. Og jeg nåede det. At falde helt ned. Og bare tænke weekend, veninder og rødvin. Og have et dejligt besøg med snak til sent i nat og hyggelig morgenmad.

En gåtur i skoven overbeviste mig prompte om, at der ingen grund var til at løbe der i dag. Så da jeg havde vinket farvel til veninderne, løb jeg afsted og holdt mig til cykelstier, som jeg vidste ville være uden sne. Det bragte mig til Hørsholm i pivkold vind og tilbage rundt i Birkerød. Hvor jeg havde taget fejl af et par cykelstier, som jeg arrigt spruttede videre forbi. Det lykkedes mig at komme op på 17 km i et noget bedre tempo end de sidste weekender i skoven. Jeg har læst i avisen, at sneen gør folk glade og positive. Not me! Jeg har nået smertegrænsen. Og jeg lyttede med jubel i hjertet til lyden af vand, der dryppede fra istapperne. Hehe – we will get you in the end. De sneglade er sikkert hjemmearbejde bilejere, som alligevel ikke har meldt sig til Copenhagen Marathon. Ikke fjolser som mig, der har bosat sig udenfor lands lov og ret. Og som er den lykkelige ejer af tre cykler, men ingen bil. Og som i et øjebliks storhedstænkning har meldt sig til netop dette marathon. Den 23. maj. I år.

Jeg kan ikke gøre noget ved vejret. Jeg vil ikke have bil. Verden behøver ikke min udstødning. Jeg vil hellere bruge mine CO2 kvoter på at rejse. Jeg kan kun gøre noget ved min geografi. Så når min lejekontrakt udløber om 1½ år, bliver jeg igen bymenneske. Easterbronx – here I come.

Men fint er det da: