Jeg har et anstrengt forhold til vind. Jeg ved ikke, hvorfor. Men vind kan få mit temperament helt op i det højrøde felt.

I dag kastede jeg et blik ud af vinduet ved middagstid og bestemte mig for at cykle til møde på Gentofte Hospital. En tur på 27 km skulle ikke betyde noget og heller ikke gøre transporttiden meget længere. Og solen skinnede jo.

Så afsted med mig. Min grå hverdagscykel er død. Der skal ikke opereres mere på den, og nu står den og dør en naturlig død af slid og alderdom på min terrasse. Der er ikke flyttet en erstatning ind i cykelkælderen endnu, for det er alligevel vejr til at lufte min blå racercykel. Den bliver parkeret på mit kontor og giver anledning til ret mange ekstra besøg af kolleger, der lige skal ind og løfte lidt på den. Jeg klamrer mig beskyttende til den i s-toget om morgenen, og nyder turen hjem gennem skoven. Hvis man kan være forelsket i en cykel, er jeg det i den, og nu har vi efterhånden kendt hinanden i næsten fem år.

Vi, cyklen og jeg, cruisede ud på Overdrevsvejen og satte kursen sydover. På Kongevejen blev jeg mødt af massiv vind. Lige i fjæset. Og jeg trampede det bedste, jeg har lært. Og så er det, at jeg begynder at sprutte. Af arrigskab. Helt åndssvagt, for vejret lader sig ikke sådan påvirke. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne hoppe på et tog, hvis det blev for meget. I Birkerød for eksempel.

Men da jeg nåede Birkerød, var der alligevel ingen rigtig grund til ikke at tage de sidste små 12 km med til Gentofte Hospital. Men vinden tog til, mens min arrigskab voksede til næsten raseri. Den første ladcykel i den forkerte retning på cykelstien var tæt på grimme ukvemsord.

Men jeg nåede frem. Kun en smule forsinket. Og havde et fint møde, inden jeg igen kæmpede mig gennem vilde vinde resten af vejen til Sydhavnen.

Og hjemme i Sydhavnen på min lille terrasse var der læ. Og sol. Og sommervarme. Og så er verden hurtigt tilgivet.