Jeg er blevet snigløbet af noget feber. Jamen jeg var også syg i september. Det er da helt for meget. Og der er ikke noget med at ligge under dynen i morgen. Sådan er det.

Men det var heller ikke det, jeg ville brede mig ud om. Midt i Mandag Morgens konference om Velfærdens Innovationsdag stod Danmarks Smukkeste Festival. MIN festival.

Siden mine børn var semi-små har jeg arbejdet i Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Jeg var formand for festivalens information og flyttede ind på festivalpladsen i en uge hvert år. Ungerne blev gradvist sluset ind i festivallivet. Først som endagsgæster på de (dengang) fredelige torsdage. Senere kom fredagen med, og langsomt, efterhånden som de alligevel blev ældre, blev de sluppet fri. Når de blev gamle nok, blev de også sluset ind i Informationen, og vi havde en masse år, hvor vi arbejdede sammen på festivalen. Efterhånden smuttede flere og flere af ungernes venner ind i min stab. Og ved I hvad? Det har været SÅ sjovt. Men så ramlede min verden og det hele gik op i kemoterapi, og min Sofie overtog formandsstolen. Det gjorde hun rigtig godt, og der var ingen grund til at trænge hende ud. Jeg trak mig med andre ord. Og var også for træt i sjæl og krop til en uge i larm, alkohol og støv.

Jeg har ikke været på festivalen i de sidste fire år. Sidste gang jeg var der, havde jeg stadig kemohår. Eller næsten ingen hår. Og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at vandre rundt på festivalen alene. Ingen kunne kende mig. Jeg husker bare, at jeg cyklede tilbage til Århus med tårerne sprøjtende efter mig.

Og så stod de der i dag. Med bøgekævler og fotostater af bøgeskoven. Og vi knusede og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. – Skal du ikke tilbage? spurgte de. Vi savner dig. Vi finder et job til dig, lige så snart du har lyst.

Og pludselig var lysten der. Jeg vil gerne have den del af mit liv igen. Selvom vi allesammen er ved at blive halvgamle. Eller måske fordi vi har så meget fortid sammen. Og noget fortid skal man værne om.