Der er øjeblikke, der bliver skrevet ind i min indre historiebog med brændende bogstaver. Sådan et øjeblik havde jeg på en helt almindelig mandag aften. Nå ja, helt almindelig var den ikke.

Jeg sad bænket mellem mine døtre. Én på hver side. Mens Sebastian fyldte DR’s koncertsal med musik og magi. Han er blevet en ældre herre, og jeg havde ikke helt store forventninger til ham. Jeg har altid elsket musikken. Altid. Musikken blev spillet igen og igen gennem min ungdom. Og mit forældreskab. Men jeg havde hørt ham i Aftenshowet engang, og han virkede gammel og slidt.

Det var han ikke. Stemmen er ikke så stor som engang. Måske har han heller ikke helt den luft, han havde. Men for at sige det kort, så fik han hele koncertsalen op af stolene. Alle stod op. Alle klappede med. Alle sang.

Og jeg sad der. Mellem mine to piger. Og oplevede et sjældent strejf af noget. En lille bitte følelse af, at vi for fanden skulle have siddet der sammen. Ham og mig. Og pigerne, som elskede Sebastian. Og så var det væk igen, det lille strejf. Og det var så fint, at det var mig, der sad der i midten.

Da Sebastian startede aftenen med ‘Når lyset bryder frem’, myldrede en fedtet klump frem i halsen, og jeg blinkede hårdt og stædigt. Mens jeg så for mit indre øje, hvordan vi dansede rundt i stuen og sang med. Pigerne og mig. Eller sad ved det store spisebord i stuen og tegnede, mens vi sang. Okay, lidt sløret blev det så, mit blik. Og jeg fik en næsten ubændig lyst til at tage de små barnekroppe på skødet og vugge dem til melodien.

De var bare ikke barnekroppe. De var mine meget voksne døtre. Og de kan slet ikke være på mit skød samtidig. Så vi sad bare der, tæt sammen, mens vi huskede i takt. Og jublede lidt over Lis Sørensen, der sang hele salen op til stjernerne. Og Søren Huss, der listede ind på sin stille måde. Og Paul Banks, der stadig kunne trylle blues frem på guitaren.

De spillede de store numre. Med stor lyd og dyb guitar. Og de stille underfundige, som den om at en ko, er en ko, til den dør. Da Sebastian stille sluttede aftenen alene med sangen om Rose, måtte jeg alligevel holde tage en datter under hver arm. Når jeg nu ikke kunne tage dem på skødet.

Det var deres fødselsdagsgave til mig. Og her sidder jeg, alt for sent for en helt almindelig mandag og bobler stille for mig selv. Inden jeg trækker dynen op over næsen og sætter kursen mod tirsdag. Tak.