Lad det være sagt med det samme. Jeg har tygget mig igennem min del af kræftbøger. Næsten alle sammen enten kedsommelige eller direkte rædselsfulde. Jeg har en smule afsky for genren. Og har derfor også undladt at sende min verison ud i verden. Måske adskiller jeg mig fra flertallet af artsfæller. Og jeg har stor forståelse for behovet for at nedfælde sin historie. Det har jeg jo selv gjort. Men beholdt den for mig selv. For min historie adskiller sig ikke så meget fra alle de andre.

Jeg har i kræftgenren savnet litteratur. Altså bøger med litterær kvalitet. Jamen det har jeg altså. Det er ikke nok for mig at fortælle en historie, hvor spændende, den end er. Derfor går jeg også død i de fleste kriminalromaner, sportsbøger og bjergbestigerberetninger. Det var derfor med en vis forhåndsskepsis, jeg startede på John Green’s En flænge i himlen.

Bogen er vist nok kategoriseret som ungdomsbog, og den handler om unge med kræft af den seriøse slags. Men hold nu kæft, hvor er den godt skrevet. Den er dyb. Sjov. Sørgelig. Hjerteskærende. Og på en eller anden måde fuld af håb. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er begyndt at græde over en bog. I vogn 91 på vej fra Randers mod Hovedstaden. Men det gjorde jeg. Ligesom jeg brød ud i højlydt kluklatter i bussen et par dage tidligere. Som hovedpersonen Hazel om den bog, der bliver et omdrejningspunkt, er jeg stærkt utilfreds med, at bogen slutter. Hvad mon der sker med Hazels forældre? Hvad mon der sker med den blinde ven Isaac?

Bogen er en kærlighedshistorie. Ikke bare af den traditionelle slags. Den er en kærlighedshistorie om selve livet. Om at skabe en lille uendelighed i det endelige. Den boltrer sig i sproglig akrobatik og dykker veloplagt ned og henter fra Den Store Litteratur. Den udstiller selvhjælpsbølgen, og den fortæller helt hudløst om det usigeligt svære: at gøre sine elskede ondt som et vilkår i et liv.

Bogen kommer ikke med løsninger på noget. Men jeg føler mig kærligt taget i hånden og strøget over kinden. Med en flygtig forståelse for alt det svære, der også stadig klæber til mig. Bogen har ikke en egentlig slutning. For der er jo ikke slutninger i livet. Kun for dem som ikke lever videre. Vi andre lever med fortsættelserne.

Læs den, hvis du gerne vil blive lidt klogere på den stilfærdige måde. Er du til e-bøger kan du som medlem få den her for 75 kr resten af måneden.