Jeg har igen forladt det jyske. Med en følelse af, at jeg kommer der for lidt. Det er godt at besøge gammelkendte steder. Og det er godt at få bjørnekram af gammelkendte mennesker. Hvordan finder jeg balancen i at pleje det gamle, holde rytmen i dagligdagen og lade nysgerrigheden blomstre? Når man nu er sådan en, som vil det hele? Og når jeg ikke længere er den, jeg var engang.

Der er noget trygt og rart ved at vågne i min venindes gæsteseng på Skelagervej i Skejby. For langsomt at trække løbetøjet over min søvnige krop og vælte ud af døren med retning mod noget, der engang var bar mark. Nu er det nyskov. Da jeg løb der første gang, gik de spæde træer mig ikke til knæet. Nu danner de tag over stierne. Der bliver bygget og dannet nye stisystemer rundt om den lille nye skov, så jeg mister orienteringen. Det er godt og rart at komme svedende tilbage til et veldækket morgenbord og dampende te. Snuppe sit morgenbad og sludre længe over ostemadder.

Når jeg bevæger mig til midtbyen, mens det største halvmaraton er ved at slutte, og de sidste løbere kommer trætte i mål, svøber jeg mig i mit gamle klubliv. Og inkasserer bjørnekram og kys og glade smil. Og når min gamle løbebuddy nærmest løfter mig fra jorden, i jubel over at have brudt en tidsgrænse og løbet hurtigere end en time og atten minutter, får jeg bare lyst til at komme til træning på onsdag. Selvom ingenting er, som det var engang.

Det gør mig bare glad at have haft det.

Mens den nye skov langsomt bliver voksen i det nordlige Århus.