Bededage

Det var en appelsin i min turban, da det gik op for mig, at Grønland holder fast i St Bededag. Det betød jo en ekstra fridag – og mulighed for at planlægge en længere vandretur med telte og trangia og brugte ben. Men vi skulle blive klogere.

Vores første plan var at gå torsdag eftermiddag efter arbejde til en lille bygd, hvor Maria og jeg var sidste sommer. Et utroligt smukt og idyllisk sted med fåreholdere, som hedder Igaliku. Et sted jeg virkelig gerne vil tilbage til. Der er ca 60 km fra Qaqortoq, og vi lavede en aftale med en kaptajn på en targa, som kunne hente os søndag. Men kaptajnen trak lidt på det. Der var lovet hård østenvind hele weekenden, og det er ikke godt at sejle i. Vi holdt vejret og krydsede fingre, men da weekenden nærmede sig, og kaptajnen stadig ikke kunne love os noget, blev vi betænkelige. Thomas havde også fået en vagt orsdag til fredag morgen, så nu havde vi to dage til den lange tur. Det kan man godt. I godt vejr. Men så varslede universet storm over Sydgrønland fredag. Og der blev storm. Med flyvende trampoliner og nedblæste tage. Ikke engang taxaerne kørte ud.

Vi tog fat på plan C. Vi besluttede at gå lørdag morgen til Hvalsø kirkeruiner, som er ruiner efter Nordboerne. Vi købte ind og pakkede rygsække. Vi købte bårhorn og nødblus til at skræmme isbjørne med, og Jonas havde riflen over armen. Vi mødtes hos mig lørdag morgen. Det blæste. Men vi var sultne efter fjeldet og determinerede.Efter kaffe drog vi af. Og det blæste. Meget. Vi gik og gik og grinede lidt til hinanden, mens vi lænede os frem mod den vindstyrke 30, der bankede benene væk under os fra tid til anden. Efter tre timer og 4 km holdt vi gruppemøde bag en stor klippe. Ansigter og solbriller var smurt ind i det salt, der blæste ind over os fra et nærmest frådende hav. Det her var jo hverken hyggeligt eller sjovt. Vi omstillede os i hurtig enighed til Plan D. Vi vendte om. Og så brød solen frem, og vi kunne sætte os i læ mellem klipper og spise vores frokost. Der lå vi længe og begyndte at nyde det hele igen. Vi gik hjem og spillede brætspil resten af eftermiddage og lavede vores lejrmad i et rigtigt køkken.

Søndag morgen havde vinden lagt sig meget, og nogle af os besluttede at gå en lang tur ud i fjeldet. En anden vej end lørdag. Vejret var lunt, og vi gik langs Storsøen, som nu havde bølger i stedet for is. Vi fortsatte til fantastiske scenarier og kunne efterhånden se indlandsisen i det fjerne. Det giver mig altid en følelse af ærbødighed for verden.

Vi besluttede at ændre rute i det gode vejr og gå op på Nordfjeldet. Men vi havde ikke indgået en pagt med universet, som omgående sendte stærk vind direkte i vores ansigter. Det blev hårdt, lad mig bare sige det lige ud. Og vores larmeredskaber til eventuelle isbjørne ville aldrig have overdøvet vinden. Men vi kæmpede os frem, indtil vi besluttede, at vi også kunne gå ned fra fjeldet og følge søen tilbage. Min frisure fortæller lidt om vind.

Vi kæmpede os den lange vej ned fra fjeldet med vinden imod os

Og så var vi pludselig i læ og kunne lægge jakkerne i rygsækken, mens vi gik de sidste flade kilometer tilbage til byen. Nogen havde selvfølgelig tracket turen, som blev på 21 km og 1400 højdemeter. Så selvom intet blev som forventet eller planlagt, blev det en ret dejlig bededagsferie.

Isbjørn

Et kort, voldsomt besøg i Danmark er slut i morgen, og jeg flyver den lange vej tilbage til Grønland. Jeg er mentalt tæt på udmattelse, og jeg kommer sikkert til at sove hele vejen. Mens jeg prøver at vænne mig til ikke at have en far mere.

Mine grønlandske kolleger var overbevist om, at jeg var ansat i et vikarbureau og tjente meget mere end dem, men som et gammelt dedikeret fagforeningsmenneske er jeg selvfølgelig ikke det. Jeg er ansat på grønlandsk overenskomst, og får den samme dårlige løn som alle andre sygeplejersker i Grønland. Da jeg fortalte det, skete en mærkbar positiv forandring imellem os. Det gav mig også muligheden for at rejse hjem til min fars begravelse med løn. Det er nemlig skrevet ind i den grønlandske overenskomst. Familien betyder alt, og de fleste bor langt fra hinanden. Sådan kan en overenskomst også være med til at give lidt ro i sjælen

Mens jeg venter på at flyve tilbage til Grønland, kan jeg fortælle en af de historier, jeg ikke fik fortalt, fra de dage hvor det føltes lidt forkert at fortælle historier. Der kom isbjørn til byen!

Allerede først på eftermiddagen hørte vi rygtet. Broderen til en af vores portører og ambulancereddere havde skudt en isbjørn. Vi så de første billeder og gyste lidt. Senere i supermarkedet stoppede flere mennesker mig og viste billeder, og udenfor mødte jeg Jonas, der var på vej til brættet i havnen. Dér var folk. Og dér var isbjørnen. Dér lå den på ryggen med hul i maven og det halve af byen omkring sig

Isbjørnen var en ung han og blev skudt et stykke fra byen. Det er kun fangere, der må skyde isbjørne, og der er kvoter for antallet. Kvoten blev i år hævet i Sydgrønland fra 4 til 10, fordi antallet af isbjørne er steget markant. De kommer med drivis fra nord og går i land i syd og ind på indlandsisen. Sådan har isbjørne altid gjort. Men forandringer i isens vandringer driver dem tættere på byerne, og netop vores lille by har haft flere og flere isbjørnebesøg. Noget der aldrig skete tidligere.

Isbjørne er farlige. Jeg har heldigvis ikke hørt om dødsfald i forbindelse med isbjørneangreb i Sydgrønland, men jeg har mødt får, der ikke har klaret et møde godt. Derfor skyder man dem, når de bliver til fare for mennesker eller går helt ind i byerne. Og man må gerne skyde dem i selvforsvar, hvis man har en riffel og kan den slags. En mand i lufthavnen viste mig et billede, taget af en mand i et telt. Billedet var taget inde fra teltet, isbjørnen var halvt inde i teltåbningen, og dér var den blevet skudt.

Jeg stod med lidt blandede følelser ved det døde dyr. Det er jo flot og majestætisk. Som en af fåreholderne sagde sidste sommer, så har isbjørne altid taget den rejse, men vi er kommet i vejen. På den anden side vil jeg virkelig ikke gerne møde sådan en bjørn på vej til arbejde. Eller i fjeldet. Eller i vandet. Så det giver mig en tryghed, at fangerne holder øje og tager sig af det.

Det er også sådan, at alt ved isbjørnen bliver brugt. Skindet blev flået, mens vi stod der. Det bliver behandlet og brugt. Bagefter bliver alt kød skåret ud og solgt og spist. Ikke af mig, for det lugter fælt og er fyldt med trikiner, så det skal koges i to tempi i mindst fem timer. Men for byens indbyggere er det en delikatesse. Den følgende dag mødte vi flere, der kom med bæreposer med isbjørnekød, som de glade viste os. Knogler og tænder bliver brugt til figurer og smykker. Det samme gælder for sæler. Jeg køber med god samvittighed ting med sælskind, for jeg ved, at sælen har levet et godt liv, og at den er blevet spist. Her kan man sende danske mink en tanke.

Når en isbjørn bliver skudt, samles folk på havnen. Det er en begivenhed, og når det sker i bygderne, er der fest. Måske var der også fest i Qaqortoq, da vi andre var gået hjem. Man er nødt til at forsøge at forstå en anden relation mellem dyr og menneske, mellem natur og menneske, end den vi kender i Danmark. Her kontrollerer vi i vid udstrækning natur og dyr (tror vi). Der er ikke ægte farlige dyr i Danmark. Det er anderledes i Grønland. Her lever man i en helt anderledes pagt med naturen, fordi den er større end os. Her er nogle dyr reelle trusler, og naturen bestemmer i udstrakt grad, hvad vi er i stand til som mennesker.

Hvad jeg gør, mens min far er død i Danmark

Hvad stiller man op med sig selv, når ens far er død, og man selv sidder højt oppe i Grønland uden mulighed for at styrte hjem? Jeg gik selvfølgelig rundt og græd lidt for mig selv. Og jeg græd også, fordi jeg fik så mange kram af mine gode kolleger. Men jeg havde flere dage, hvor min far blev mere og mere syg, og jeg havde flere dage, før jeg kunne komme hjem, da jeg vidste, han var død. Ingen kan græde hele tiden. Det ville på ingen måde være i min fars ånd. Tiden skulle gå, og jeg kunne ikke gøre noget ved den.

Da min kollega og gode ven, Mira, spurgte om jeg ville med på solopgangstur lørdag morgen, sagde jeg selvfølgelig ja tak. At følge den smukkeste solopgang på en lørdag morgen, hvor jeg skulle forlade Qaqortoq senere på dagen, kunne kun være et rigtigt vælg. Og det var det. Vi gik hjemmefra kl 6, gik op på fjeldet og sad der et par timer, mens solens stråler bredte sig.

Senere på dagen fløj jeg en magisk helikoptertur til Nasarsuaq, hvor jeg gik direkte videre til flyet mod Nuuk

Flyet bragte mig i helt klart vejr over indlandsisen til Nuuk, hvor jeg blev installeret på et hotel med udsigt til kirkegården. Næste morgen strod jeg op sammen med min kollegas datter og gik til fælles morgenbadning ved Havets Moder, der er en statue, der bliver oversvømmet ved højvande.

Endelig kunne jeg tidligt mandag morgen kravle ombord på flyet til København og min hårdt savnede familie. Og et overraskende sommerligt forår. I morgen bisætter vi min far.

Hverdagsliv

Jeg har købt min anden pakke toiletpapir i Qaqortoq. Jeg har fyldt køkkenskabet med mel, ris, krydderier og pasta. Dagligdagen har hurtigt indfundet sig. Byen har flere supermarkeder og små butikker, så jeg lider ingen nød. Jeg kan købe massevis af lokale fisk, renkød og hvalbøffer, og jeg afviger fra min overvejende vegetariske hverdag i Danmark. Jeg er ikke nået til Brættet endnu, hvor fiskerne og fangerne lander deres fangst. Mine arbejdsdage kommer i vejen, men jeg kan få det hele på frost. Det bliver mest fisk.

5.30 vibrerer mit ur og vækker mig, hvis ikke jeg allerede har slået øjnene op af mig selv. Jeg er jo flyttet ind i et liv med faste arbejdstider. Tilsat mindre fastlagte rådighedsvagter en gang eller to om ugen. Arbejdstiden er 40 timer om ugen plus det løse, og vores ambulatorium kan vel på en måde sammenlignes med en dansk lægepraksis – på speed. Grønland har ikke praktiserende læger. Lægerne er på hospitalet. Så folk kommer til os med problemstillinger, som en praktiserende læge ville tage sig af i Danmark. De kommer også med mange andre problemstillinger, og vi har akutte og tilskadekomne patienter. Men meget mere om det i et andet afsnit.

Hjemme efter arbejde er jeg som regel glubende tørstig, fordi jeg ikke når at holde mine pauser i løbet af dagen. Den, der fortalte mig, at man ikke har travlt i det grønlandske sundhedsvæsen, tog fuldstændig fejl. Det har vi i hvert fald.

Det er lyst til kl ca 20.30, så jeg kan sagtens nå en lang tur. Men det har tøet så meget, at søen er blevet usikker, og det er på søen, jeg har stået på ski. Skiene er desværre parkeret i et hjørne af entreen, og jeg tror ikke rigtigt på flere ture. Byen er fyldt med is og sne, vejene er mange steder spejlglatte, og her er virkelig kuperet, så jeg vover mig ikke rigtigt ud i løbesko. Jeg går lange ture, og jeg har meldt mig ind i byens træningscenter. Jeg løber på løbebånd! Folk, der kender mig, ved, hvor inderligt jeg afskyr at løbe indendørs. Heldigvis er løbebåndet placeret foran de store vinduer med udsigt til søen og fjeldene. Det gør en forskel. Romaskinen er ved siden af. Så de fleste eftermiddage bruger jeg en times tid eller mere i centeret.

Jeg bor godt. Har en fin lejlighed med køkken, stue og soveværelse. Mit hjem ligger i det, der populært kaldes ‘hullet’, fordi vi først går hele vejen op ad bakke fra byen, ogs¨går vi ned i et hul. Det betyder, at jeg ikke har udsigt over søen eller vandet, men alligevel en ret dejlig udsigt til fjeldet. Lejligheden har det hele, så jeg kunne have sparet mig at sende håndklæder og viskestykker. En af de ting, der er spændende ved at flytte i tre måneder. Jeg mangler faktisk ikke rigtigt noget som helst.

Det er en fin øvelse i at leve enkelt. Jeg har begrænset tøj med. Jeg har ikke min maskinpark fra køkkenet. Jeg har ikke mit store udvalg af krydderier og kerner, bønner, mel og hvad har vi. Jeg har en begrænset stak bøger med (men ubegrænsede e- og lydbøger). Jeg har musik og min lille højttaler. Og jeg har alt, hvad jeg skal bruge i en hverdag. Jeg har miine streamingtjenester og DR, og jeg har en flok virkelig gode kolleger. Jeg FaceTimer med mine mennesker, når jeg ellers holder styr på tiden, for jeg skal hele tiden huske på, at jeg er tre timer bagefter. Så når jeg er klar efter arbejde, er I næsten på vej i seng.

Nu er jeg igen på vej på arbejde. Efter en dagvagt og rådighedsvagt, der heldigvis var fredelig, da jeg først sent kom hjem fra arbejde i går. I eftermiddag har jeg endnu en rådighedsvagt, og så er der weekend. Hvor vi – måske – skal på sejltur ud til nogle varme kilder. Vejret ser bare lidt spændende ud, så måske bliver det først i næste weekend.

Velkommen til Grønland

Jeg har taget hul på min tredje uge i Grønland. Allerede. Det har været overvældende at ankomme på så mange planer. Alene at forlade min familie, mine gode venner, mit arbejde, min nyrenoverede lejlighed og min lille have i forårsdragt i tre måneder. For så at møde Grønland, ikke som turist, men som del af et hverdagsliv. Midt i en sårbar og urovækkende periode, som sætter urolige aftryk i sjælen på alle mennesker.

Venner og familie har lidt bekymret spurgt til, hvordan jeg egentlig har det. Du poster kun billeder af den smukke natur? Hvad med arbejdet? Hvordan er du blevet taget imod? Hvor kan jeg følge med?

Du kan følge med lige her.

Jeg tager min overvældethed i hånden og forsøger at folde den ud – trin for trin. Hvordan har Grønland taget imod mig? Kort sagt – overvældende godt og varmt. Landet modtog mig, som landet ofte gør, med noget vejr der afgjorde, hvordan jeg nåede hele vejen frem. Det blæste i Sydgrønland, og jeg ventede nogle timer i Nuuks nye lufthavn, som er blevet indrettet lidt mere end sidst, jeg så den. Men stadig har noget råt og ufærdigt over sig. Sidst på eftermiddagen fløj jeg videre til Nasarsuaq, hvor alt undtagen hotellet var vinterlukket. Det var blevet alt for sent – og blæsende – til at flyve videre, så jeg fik en overnatning. Fra Nasarsuaq gik rersten af turen næste formiddag i en eventyrlig helikoptertur, og jeg var spændt på, om nogen vidste, hvornår jeg ville ankomme. Det gjorde ingen. Men en hurtig opringning til sygehuset og jeg blev hentet i ambulance. Vi kørte til mit nye hjem, lagde hele oppakningen ind og jeg tog med videre til sygehuset.

Og så var jeg ligesom igang. Jeg blev vist rundt, gav hånd og hilste på, og næste morgen trak jeg i uniform og meldte mig klar med bævende hjerte. Jeg mødte de to sygeplejersker, jeg arbejder tæt sammen med i ambulatorie og skadestue. De er vikarer, som jeg, og kommer fra nordligere egne af Grønland. De taler selvfølgelig begge grønlandsk og forsøger kærligt at indvie mig i sproget. Men, som de siger, grønlandsk er verdens sværeste sprog. Jeg tror dem.

Jeg er blevet mødt af en gruppe kolleger, der kommer fra mange forskellige steder. Ikke så mange er fastansatte. Alle kender det at være ny og på glatis. Der er gåture, badeture. fredagsøl på hotellet, fødselsdage, fællestræning. Her er sjov og hårdt arbejde, og hvor jeg end vender mine øjne, er her smukt.

Forleden aften kom min ene kollega og bankede på med en tallerken med kage i hånden. Bare fordi de lige havde bagt. En anden kollega inviterer på vandreture. På vej hjem fra supermarkedet til aften blev jeg stadset af en mand, der spurgte, om jeg arbejdede på sygehuset. Han takkede mig og bød mig velkommen.

Det er den første overvældelse. Jeg er taget imod. Jeg er glad. Jeg kan lide at være her. Og jeg har altid noget smukt at se på, når jeg løfter blikket

Grønland 2025 – bloggen vågner

Jeg havde næsten afskrevet min gamle blog, men jeg er flyttet til Sydgrønland i nogle måneder, og der er så mange mennesker, der gerne vil følge med. Det er nærliggende at genoplive bloggen, så det gør jeg. Jeg vil fortælle om livet og arbejdet her i Qaqortoq.

Jeg er ansat på det lille regionssygehus her. Det er lille, men det dækker hele Sydgrønland. Jeg arbejder som helt almindelig sygeplejerske i sygehusets ambulatorie og skadestue. Eller helt almindelig sygeplejerske i dansk forståelse kan man måske ikke sige. Men det vil jeg fortælle meget mere om.

Jeg skal lige lunte mig igang. WordPress har ændret mange features, siden jeg var her sidst.

Så – stay tuned.