Jeg er egentlig alt for træt til at blogge noget som helst. Men jeg er nødt til at dele vores selvfedhed.

Vi har været monsterseje. Der er en helt særlig tilfredstillelse i at knokle og knokle og knokle – og blive bedre til noget. Jeg startede søndag med at rulle ned ad enhver bakke. Stor eller lille. Jeg lå der. I en sky af sne. Ned kom jeg, men langsomt og afbrudt.

Siden har jeg hægtet mig stædigt fast i Signe. Og vi har knoklet afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. På lange ture i al slags vejr og alt muligt terræn. Selvom madkkordinatorerne kastede håbløse blikke efter mig.

Vi har knoklet, så helt nye og ukendte muskler har sendt vrede beskeder til hjernen. Og vi har udviklet en særlig gangart med små afmålte skridt.

I dag bragede solen ned fra en blå, blå og helt skyfri himmel. Vi valgte ikke at følge gruppen i bus til en by 20 km væk og satte istedet ud lidt over ni. I retning af den by. Med en ydmyg plan om at nå halvvejs. Men det gik så godt. Og vi mødte nogle af de hårde kvinder, som kan løbe både langt, hurtigt og teknisk. Og de roste os. Og så må vi jo være okay. Så vi fortsatte. Holdt ind på en fjellstue og spiste madpakker og drak varm chokolade. Og så var der jo ikke meget mere end 7 km til den der by.

Derfor har vi løbet 40 km på langrendsski i dag. Og det er vi så selvfede over, at ingen kan holde ud at høre på os. Og vi er allerselvfedest over, at vi kun satte os på røven én gang. I en fygesnedrive, der lå på tværs af sporet. Jeg har stået på benene i noget, der ligner seks kilometer ned ad bakke. Hvis ikke det er sejt, når nu man så mig i søndags, så ved jeg ikke……

Men nu er vi trætte, og solen har sagt godnat. Vores kinder blusser på den vanvittigt varme måde, og vi ville ikke få ros af Sluk-solen-bevægelsen. Selvom vi huskede faktor 30.