Sidste forår sprang jeg glad og muntert med på Apple bølgen og købte en iPhone 4. Som jeg havde i nøjagtigt seks uger. Den afgik pludseligt ved døden i toget på vej til middag hos min gode ven, Henrik. Men det er for så vidt historien ligegyldigt. Det var nedtur. Og jeg svor næsten, at iPhone og jeg var en dårlig kombination. At jeg var for vild, dum og careless til så avanceret og følsomt et apparat. Telefonen blev sendt til mit teleselskab, og jeg ventede nogle uger. Mens jeg flyttede simkortet tilbage i min gamle Sony-Erichsson. Klaptelefon, du ved.

Savnet kom snigende. Jeg savnede kraftedeme en telefon! Man kan ikke gå tilbage. Apple tilsætter deres telefoner et hemmeligt narkotikum, som er dybt afhængighedsskabende. Og jeg var ude i en kold tyrker.

Dommen kom efter nogle uger. En sms fra teleselskabets værksted dødsdømte min helt nyfødte lille bitte iPhone. Den havde fået fugt. Og jeg var grædefærdig, fordi garantien ikke omfattede fugtskader. Da jeg havde tørret øjnene sendte jeg sagen til min forsikring. Men da der i mellemtiden blev sparket en tsunami ind i billedet i København, voksede behandlingstiden for forsikringssager til uendeligt. I august modtog jeg jubelnyheder og fik endelig igen en iPhone. Jeg var lykkelig. Eller i hvert fald meget glad.

Og det er stadig en telefon, vi taler om.

Og nu er jeg knust. Eller – iPhonen er. Nogen må have trådt på min taske til festen i fredags. Og trådt præcist så uheldigt, at min telefon nu ser sådan ud:

Suk. Dumme dig med den høje hæl, der gjorde det. Nå men det er da et halvt år siden, ik? At jeg sidst fik den skiftet. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at gå, når jeg køber en Mac. Mit forsikringsselskab kommer til at elske mig.