Tag Archives: is og sne

by - 0 comments

Frokost i børne’riet

Jeg elsker min store rodede, utraditionelle familie. Jeg elsker, at selvom vi ikke alle deler blod og gener, så deler vi noget, der er stærkere endnu. Jeg elsker, at der altid er nogen i flokken, der synes, det er for lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg elsker, at der altid er nogen, der smider en mail rundt om at troppe op med noget mad eller drikke her eller der. Jeg elsker, at der altid er nogen, der lægger hus til. Og derfor elsker jeg også at være flyttet til hovedstaden. Ellers gik jeg jo glip af det meste. Og jeg er meget dårlig til at gå glip af noget. Øver mig konstant på at blæse, mens jeg har munden fuld af mel.

Det fantastiske ved vores spontane sammenkomster er, at det ukoordinerede altid ender i en helhed. Der kommer ikke fem bøtter tunsalat. Eller syv franskbrød. Der er ingen, der ikke kommer med noget. Det er lige okay at medbringe hasteindkøbt skoleost og Irmas leverpostej som at have brugt timer på at kreere en guderet med specialdyrkede italienske økoris. Det ender altid med et sprudlende bord med alting. Vi er nemlig bare gode til at være sammen. Og der er ikke noget mere guddommeligt, end at sidde og nyde samværet med alt det afkom, min ukonventionelle ungdom har haft del i at producere. Mere eller mindre. Det er stort.

Det klamper man jo gerne gennem sne og absurd frost for. Både ud og hjem.

by - 3 kommentarer

Pukkelpister og fint besøg

20 iskolde kilometer i Rude Skov blev det i dag. Og jeg er dødtræt af at løbe på noget, der mest af alt minder om tilisede pukkelpister – uden ski. Ikke engang de aftener, jeg har løbet på Birkerøds cykelstier, har været isfri. Nå, det blev trods det hele en okay tur. Det er dumt at løbe på, og tempoet er i bund. Men det er jo smukt, og jeg møder masser af glade, venlige mennesker på min vej, der hilser mig glad på vej. Jeg løb næsten samme rute som sidste søndag, gennem skoven, forbi golfbanen, ind i Rude Skov igen, rundt om Løje Sø, hvor der efterhånden er en veletableret skøjtebane. Videre ned gennem skoven og tilbage mod Birkerød ad Rudersdal-sporet, forbi Stubbe Sø, lidt rundt i Birkerød og endelig hjemme i varmen. Her sidder jeg nu med varm chokolade og musik i højtaleren. Vinden var ubeskriveligt kold idag, og jeg har skruet lidt ekstra op for varmen.

I går løb jeg 9 km i Rude Skov på pukkelpisterne, mens det sidste af dagen svandt mellem træerne. Selvom jeg er træt af is og sne, er det dog dejligt at løbe i dagslys.

Jeg har haft fornemt besøg i weekenden. Jeg rykkede op i mormor klassen for 3 år siden, da Alma blev født på samme tid, som jeg startede kemoterapi for min sygdom. For 10 måneder siden fik hun lillesøster Ella, og i fredags ankom så de to prinsesser og indtog mit slot for weekenden. Legetøjet, bleer og skiftetøj blev foldet ud, og Alma satte sig i dronningestolen. Jeg havde fået fornøjelsen og æren af at låne de to helt alene i et helt døgn. Mor’en afleverede dem lidt spændt og tog afsted til den første kæresteweekend med far’en i meget lang tid. Og vi havde det superhyggeligt. Begge pigerne havde det bare dejligt og faldt i søvn som små engle. Jeg havde mentalt forberedt mig på en halvvågen nat, – nu var det første gang, at Ella sov uden sin mor. Derfor kiggede jeg noget forbløffet på uret i min mobiltelefon, da Ella pludrende begyndte at rykke mig i næsen næste morgen. Kvart i otte! Det er længere end jeg sædvanligvis selv sover! Alma kravlede også op i sengen, og så lå vi der og “hvilede op”, som hun siger. Senere kom mor’en og blev til søndag middag. Far’en skulle til mandefrokost, så vi kunne ligeså godt fortsætte hyggetiden. Det er dejligt at have god tid sammen for en gangs skyld. Og sneen fik lidt revanche i mit mentale regnestykke. Sne er jo skabt til børn og kælke – og barnlige mormødre, som synes det er fedt at lege.

Mit hus trænger til en alvorlig overhaling. En hurtig kost under spisebordet afslørede et studie i mulige middags-elementer, og jeg aner både modellervoks og chokolade i små plamager rundt omkring. Det værste er til side, og nu gider jeg ikke mere. Aftensmad og Livvagter – og så er det pludselig mandag igen.