Man skulle ikke have troet det muligt. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over vinterens største overraskelse. Min nye fritidskarriere. Da jeg kom fra arbejde, hentede jeg håndklæde og badetøj og tøffede ned til havnebadet. Jeg gik resolut ind og kravlede ind i blå Adidasbadedragt. Med fartstriber. Jeg hilste gennem glasdøren på de to, som sad og lunede sig i saunaen. Det føles stadig lidt sært at træde udenfor med bare tæer og arme. Når man nu lige har lagt pelsen i skabet. Men til min store overraskelse, gør jeg det helt uden tøven.

Vandet er dækket af tyk is. Ti centimeter, vil jeg tro. Og vi havde egentlig slet ikke forventet is i havnebadet. Nogen havde fortalt om turbiner, som ville holde badet isfrit. Ikke helt, altså. Ved foden af trappen ned i bassinet var allerede hakket hul i isen. Ikke noget med svømmetag der. Vandet indbyder heller ikke til længere ophold. Ned ad trappen og under med det hele. Og hurtigt op igen.

Lånt fra Facebook

Efter dukkerten var det dejligt at smutte i saunaen, få varmen og smutte ud til endnu en dukkert. Anden gang var vandet mærkbart mindre koldt. Mærkeligt fænomen. Tre dukkerter i alt, og  pauserne i saunaen fik varmen i kroppen til at slå ud i lys lue. Og så kommer man på en eller anden måde hinanden lidt anderledes ved, når man sidder der i badetøj på hver sit håndklæde. Ja, badetøj. I vores badeklub må man ikke være nøgne. Det er der nok for meget by over det til. Metropolisbeboerne vil vist betakke sig for nøgne mennesker i deres baghave. Personligt har jeg heller ikke behov for at flashe mit private maveflæsk.

Men jeg synes, det er skidehyggeligt. Når jeg nu er seriøst grounded fra mine løbesko (jo, det er jeg), så kan ishavet skubbe på humørbarometeret.

Og så kan man jo stilfærdigt hygge sig ved tanken om, at Ole Henriksen him self anbefaler fruerne at stikke ansigtet i en balje med is. Det her er hyggeligere. Og jeg sidder her med den mest afslappede energi flydende i kroppen.