Henover årsskiftet 2005-2006 var jeg på en længere ekspedition i Argentina sammen med tre venner. Da vi kom ned fra bjergene i februar og tjekkede ind på vores hostel, tændte vi for fjernsynet. For første gang i 5-6 uger. Lige der, midt i Mendoza og det vidunderlige vinland så vi mennesker brænde det danske flag. Vi gloede målløse på hinanden. Hvad gik der af verden? Langsomt fik vi vævet historien sammen med de tegninger, Jyllandsposten havde publiceret, lige inden vi tog afsted.

Jeg blev lidt vred. Mest over at nogen havde brug for at provokere nogens religion.

Jeg tog hjem og fortsatte næsten med det samme videre til Tanzania, hvor jeg skulle lede en bestigning af Kilimanjaro. Det meste af gruppen skulle fortsætte deres ferie på Zanzibar, som er en stor ø ud for Tanzanias kyst. Zanzibar er præget af en ortodoks islamtro, og dagen for vores afrejse viste dansk tv billeder fra demonstrationer og flagafbrænding i Dar es Salaam. Jeg var selvfølgelig opmærksom og spurgte mig for, da jeg ankom til Tanzania med min gruppe. Tegninger? sagde de folk, jeg kendte i Moshi, det aner vi ikke noget om. Efter bjergbestigningen undersøgte jeg igen situationen for den del af gruppen, som skulle videre til Zanzibar. Svaret var det samme. Jeg spurgte til de demonstrationer i Dar es Salaam, som de danske medier fortsat skrev om. Og så satte Zainab sig ned. Hun så mig i øjnene og sagde: Helt ærligt, vi ved ikke noget om nogen tegninger. Vi har andet at tænke på. Vi har ikke haft regn i to år. Vi er ligeglade med tegninger i en dansk avis, og de billeder fra Dar es Salaam er fra en og samme demonstration, som bestod af ca 25 mennesker.

Jeg sendte med sindsro min gruppe på ferie på Zanzibar og vendte min egen næse hjem mod Danmark. Og jeg var stadig vred på Jyllandsposten over at provokere folks tro.

Senere kom jeg i tanker om, hvordan vi muntrede os over halshugningen af den lille havfrue. Og hvordan vi gysegrinede, da Bjørn Nørgaard ofrede en hest og konserverede den til senere udstilling på Aros. Jeg kom i tanker om, hvordan min far og jeg sprutgrinede over Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm. Og det vi grinede mest af, var den vrede og fornærmede reaktion over at gøre grin med noget helligt.

Jeg huskede Monthy Python og Life of Brian, som jeg stadig kan gå i krampegrin over. Og vi læste Doonesbury, for hvem intet var helligt, med stor fornøjelse hver eneste dag i Information

Jeg er stadig i tvivl om Jyllandspostens hensigter med at poste en bunke billeder i deres avis. Der er stadig for meget hån og spot som grundidé. Tegningerne var uden sammenhæng og kontekst i øvrigt. Men det er uden betydning. For ingen tegning, intet digt eller artikel retfærdiggør vold. Ingen film eller tegneserier giver ret til at slå ihjel. Jeg savner 70’erne og 80’erne, fordi vi allesammen var bedre til at grine af hinanden og os selv. Peace, love & harmony blandet godt med god musik og John Cleese og de andre.

Vi skal ikke slå igen. Vi skal kæmpe for vores ret til at grine og vores ret til at skrive. Du må bekende dig til den gud, du vil, og til den politiske holdning, du vælger. Du må være rygende uenig med mig. Jeg vil kæmpe for retten til den uenighed. Jeg gider ikke gentage Stoltenbergs ord, som er gået som en steppebrand over internettet i dag. Men forfalder vi til dødstrusler og onde ønsker over gerningsmændene og verdens muslimer, er vi som dem. Så vinder de. Vi skal forsvare os med demokrati og ordentlig rettergang. Som min nabo skrev på Facebook i dag, skal vi sprede venlighed i verden. For det er det, der er vigtigt for os. Ikke?

Jeg har lånt dagens tegning fra @TheMagnusShaw fra Twitter