At begribe en katastrofe

I dag har jeg blødt indeni, siden jeg så det første tweet fra Anders Ladekarl om jordskælvet i Nepal. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om andre opdateringer. Alle forårsblomsterne og løbeturene. Alle de nuttede babybørn. Jeg har kun kunnet prøve at forholde mig til, at mennesker er døde og sårede af en rasende jord.

Selvfølgelig betyder Nepal noget særligt. Jeg har rejst der, vandret i bjergene, klatret, gået og gået og gået i Kathmandu, og jeg har arbejdet der. Jeg har venner i Kathmandu og andre steder i Nepal, og jeg har grædt lidt, hver gang jeg har set en opdatering fra en af dem. Fordi det betyder, at de lever. Jeg savner stadig at se opdateringer fra flere. Min gode ven, Bo, er på Everest og har det godt.

Langsomt forsøger jeg at begribe de billeder, jeg ser fra Kathmandu. Og jeg gruer for, hvor mange landsbyer, der er forsvundet fra bjergsider, når rystelserne har sat jordskred og stenskred i gang. Hvordan forstår man, at en by ikke er der længere?

For nogle år siden tog jeg et par dage til Bhaktapur, som ligger i Kathmandu-dalen et stykke vej fra hovedstaden. Jeg trængte til at sidde stille og se på noget smukt efter at have arbejdet langt ude i bjergene. Bhaktapur var fyldt med fred og smukke templer. Jeg havde et par vidunderlige og fredelige dage. Og jeg tænker altid på Bhaktapur som et helle i verden. Et yndlingssted. Jeg tog det her billede fra tagterrassen på mit hotel.

Nu er det hele pulveriseret.

IMG_4304

Nu er det næsten ganske vist…..

Jeg har hørt igen fra min hollandske ven, som står for det sundhedsprojekt, jeg har ansøgt om, i Humla distriktet i det nordvestlige Nepal. Det kommer til at koste mig under 20.000 kr at rejse til Nepal i 8 uger. Og måske bliver det billigere, fordi han ansøger bestyrelsen i The Nepal Trust om at tage sig af nogle af udgifterne. Så jeg venter spændt. Jeg skal igennem en del formalia med mine uddannelser og andre ting, som vil dukke op i de næste dage. Jeg har lige skrevet sammen med Jeroen, som min forbindelse hedder, og jeg er bare superspændt. Sidder her som en teenagetøs med maven fuld af sommerfugle. Det er en vaskeægte win-win. The Nepal Trust er lykkelige for at få en kvindelig sundhedsfaglig person, og jeg er lykkelig for at få mulighed for sådan et eventyr. Men hvor er det jeg skal hen:

Humla provinsen ligger i det allerfjerneste hjørne, helt oppe i det nordvestlige område, som grænser op til Tibet. Der bor ca. 45.000 mennesker i hele området, fordelt i små landsbyer. Byerne er de højest beliggende i Nepal, ja faktisk i verden. Børnedødeligheden er enorm, mere end en tredjedel af børnene dør i det første leveår, og gennemsnitslevealderen er derfor tilsvarende lav, omkring 53 år.

Især kvinderne lever et hårdt liv. Et liv i ubegribeligt hårdt arbejde, med livstruende fødsler og graviditeter, fordi sundhedsfaglig hjælp er så langt væk. Mange skal gå op til 10 dage, før de kommer til en sundhedsstation. De lever af landbrug. Men med beliggenheden højt i bjergene, er sæsonen meget kort, og vintrene er lange og hårde.

Befolkningen er buddhister og mange er af tibetansk afstamning. På kortet kan man også få et lille indtryk af de højder, befolkningen lever i. Så, hvem ved, måske kommer der et lille bitte bjerg på tværs, som jeg må se toppen af?

Humla provinsen er så langt væk, at den næsten ikke er omtalt i de guide bøger, jeg har om Nepal. I den ene kan jeg kun finde Humla omtalt som ‘restricted area’.

Landsbyerne ligger spektakulært, omkranset af høje bjerge:
                                                                                                      
   

Altså billederne i sig selv kalder på mine allerinderste eventyr-instinkter. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ser virkelig frem til at opleve helt nye egne af Nepal. I løbet af de næste dage, vil jeg modtage en masse information, og jeg skal udfylde alle mulige formularer og det ene og det andet. Og SÅ skal jeg have købt min flybillet til Kathmandu. Og jeg skal have fortalt mine bekendte i Kathmandu, at jeg kommer.

Så den sne, der vælter ned udenfor mine ruder, bliver for en stund ignoreret. Jeg kom for sent hjem til at nå en løbetur, så det må blive i morgen. Lige nu vil jeg bare lade mig optage af mit kommende projekt og gå på jagt efter flere informationer på nettet.