Kan vi knække kræft?

Jeg sad på mine hænder hele lørdag aften. Ellers havde jeg – igen – spruttet efter aftenens kræftunderholdning. Men jeg gjorde det ikke. I fik lov at have festen og indsamlingen og sætte nye rekorder. Mens vi så på de kendte og gøs lidt. Eller nej, det ved jeg jo ikke noget om, for jeg spiste is med min datter og havde åbnet for en helt anden tv-kanal-

Men nu er det tirsdag. Og jeg er nødt til at sige det. Cancer kan ikke knækkes. Vi kan knække mæslinger, røde hunde og måske ebola og AIDS en dag. Måske. Men vi kan ikke knække cancer. Cancer er noget inden i os. Det er ikke en smitte, der kan stoppes. Det er anarkistiske celler, der vokser vildt og uhæmmet inde i en krop. Og cancer er ikke én sygdom. Cancer er hundredevis af forskellige sygdomme. Meget forskellige sygdomme. Og de har kun det til fælles, at celler vokser vildt, uhæmmet og anarkistisk. Og når vi tror, vi har tjek på det, finder universet på en ny variant.

Vi får mere kræft end i gamle dage. Fordi vi bliver ældre og har kroppen fuld af gamle celler, der nemmere bliver anarkistiske. Fordi vi omgiver os med kemi og udstødningsgasser, der gør ting og sager ved cellers dna. Fordi vi ryger og drikker og sidder meget mere i sofaen, end vores kroppe er beregnet til. Og rigtig mange af os får kræft, fordi vi gør. Fordi vores nummer blev trukket ud i universets store lotteri. Fordi vi var uheldige.

Jeg er også nødt til at sige, at mens der i lørdags blev samlet 153 millioner ind, bliver der igen skåret i hospitalerne. Selvom regeringen har sat flere penge af til kræftbehandling, er hospitalerne nødt til at lave besparelser. Og besparelserne gælder også de afdelinger, der behandler mennesker for kræft. At overleve en kræftsygdom handler om meget mere end tidlig diagnosticering og ny kræftbehandling. Der skal være læger og sygeplejersker nok, ikke bare til kræftbehandlingen, men også til de følgesygdomme, behandlingen kan give. Mange mennesker fejler mere end deres kræftsygdom, og de sygdomme skal også behandles. Kræftbehandling er på alle måder hård kost, og det kræver både god fysik og en robust psyke at komme sig. Og for mange kommer det ikke af sig selv.

For nogle år siden viste en rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at en stor del af mennesker, der havde haft kræft, aldrig kom tilbage i arbejde. Det sker jo, fordi de er blevet for medtagne af sygdommen eller kræftbehandlingen. Derfor handler overlevelse også om støtte til at blive stærk nok til arbejdsmarkedet. Det handler også om at hele den skrøbelighed, de fleste oplever efter et behandlingsforløb.

Jeg har så svært ved at forstå, at man glad og gerne tømmer sparegrisen og giver til en god sag, når fjernsynet leverer underholdning. Når kendte mennesker stiller op til fotografering og tager telefonen, når du ringer dit bidrag ind. Men vi klager stadig over skatten. Vi klager over ‘verdens dyreste sundhedsvæsen’, som i virkeligheden slet ikke er dyrt, når vi sammenligner os. Og vi skælder ud på ‘systemet’ for ikke at gøre sit arbejde godt nok.

Jeg har det svært med kræftunderholdning. Jeg er nødt til ikke at se det. Jeg får instant kvalme, når der går pop og krig i kræft. For skal kræfthistorien fænge i det store hav af tv-seere, må den nødvendigvis indeholde helte, skurke og ofre. Kroppen bliver en krigsskueplads, en kampscene med vindere og tabere. Jeg har jo selv været der, og dengang tænkte jeg meget over begrebet ‘kamp’. Jeg kunne ikke kende det. Der var ingen kamp i min sygdomsproces. Der var langt hårdt slidsomt arbejde for at holde næsen oven vande, mens medicinen gjorde sit arbejde. Jeg lever. Jeg har sagt det før, jeg er ingen helt, men jeg var heldig. Jeg var heldig, at medicinen virkede, og sygdommen ikke blev ved med at vokse. Det var grimt, og jeg har i perioder været overmandet af en voldsom følelse af tab. Bare fordi sygdommen slog sig ned i mig og lavede ravage for resten af mit liv.

Hvem er taberne? Er det dem, der ikke var så heldige som mig? Dem hvis sygdom ikke kunne kureres af medicin eller stråler? Jeg kender mange, der døde af deres kræftsygdom. De døde af sygdom. Nogle af dem døde alt, alt for tidligt. Jeg ville gerne have beholdt dem alle i mit liv. Men tabere var de ikke.

Det er fint, at indsamlingen er gået så godt. Jeg kan kun glæde mig over penge til kræftforskning. Men jeg ville ønske, der ville komme penge uden underholdning som modydelse. Jeg ville ønske, der kunne rejses penge til andet end forskning i sygdom og behandling. For kræft kan ikke knækkes, og mennesker bliver ved med at blive syge og blive raske igen. Og skal have hjælp til at finde tilbage til livet. Og andre bliver ikke raske og skal have hjælp til en fredelig død. Og de syge har familier, der der har brug for støtte, fordi kræft ikke kun rammer den syge.

Alt det, der er hverdag for patienterne hjemme,på hospitalerne og i kommunerne.