Klokken 20.25 trådte jeg ind ad min dør i aften. Og jeg slap den temmelig tidligt i morges. Sådan er mange af mine dage for tiden. Mit hjem er noget jeg sover i. Jeg overvejer seriøst en rengøringshjælp! Come on, kvinde, du bor alene. Hvor svært kan det være at få flyttet lidt støv? Det er bare så kedeligt at bruge sin tid på, når jeg har så lidt af den her mellem mine fire vægge. Jeg vil hellere ud og klippe lidt i nogle grene, sætte noget havemøblement frem, sludre med naboerne (nu de endelig er dukket frem fra hulerne), skrive et kapitel til en bog jeg har lovet, lave foredrag til om et par uger…. bliv selv ved. Jeg hader at gøre rent. Jeg vil hellerede hvad-som-helst andet. Jeg havde rengøringshjælp, da mine unger var små, og jeg havde det også, da de var store, og jeg læste på universitetet. Det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud. Ahem… eller næsten.

Jeg har selvfølgelig opvaskemaskine. Fordi opvask hører til kategorien rengøring. Der kan muligvis være noget hyggeligt knyttet til opvask. Hvis man er to, der kan svinge i takt, mens man samtidig ordner noget verdenssituation. Men – tro mig – der er intet, absolut intet – hyggeligt ved at vaske op alene. Overhovedet. Det er rendyrket spild af god tid, når nu en maskine kan klare det så glimrende. Og næsten uden at larme. Jeg sætter gerne på plads.

Når jeg har de her tossede dage, benytter jeg mig også henrykt af vores kantines fantastiske lune middagsretter. For 30 kroner kan jeg få spinatlasagne med rødbedesalat eller thaikylling med ris eller noget helt tredje. Så skulle da pokker bruge tid klokken kvalme om aftenen på at kreere noget hurtig-snask og skabe mere opvask. Næ, så kan man nøjes med rugbrødsmadder, som kan hypes op med lidt forskelligt på ingen tid. Og få tid til at skrive blogindlæg og andre mere seriøse aktiviteter.