Slam – in your face

Som jeg sad der og hyggede mig over lørdagsavisen, ramlede der pludselig en ægte knock out lige i krydderen. Der midt i dødsannoncerne. Et velkendt navn. Som fandme ikke skulle stå der.

Vi var ikke veninder, men vi havde en periode. Fordi vi lignede hinanden lidt i vores måder at håndtere det at få en kræftsygdom. Hun reagerede, ligesom mig selv, ved at spamme hele netværket. Hjælp mig lige med at komme igennem det her på en ordentlig måde. Hjælp mig, så jeg ikke keder mig ihjel undervejs. Bliv ved med at være der, sådan som I har været, mens jeg var rask. Og vi kom begge i alvorlige tvivl. Om vi skulle have holdt vores kæft og tøffet os igennem uden store armbevægelser.

Men vi var (og er) kvinder med store armbevægelser. Og vi havde nok en naiv forestilling om, at folk kunne håndtere det der med at holde fast. Også med kræft indover. Eller en ligeså naiv forestilling om, at vi kunne holde fast i livet, som det var. Uden kræft.

Vi havde begge en ubetvingelig trang til at mosle ud i verden med endnu større armbevægelser, da tilværelsen med kemoterapi og skaldepander var ovre. Og vi gjorde det. Og delte bagefter vores tvivl. Var det rigtigt? Skulle vi bare have tøffet livet stille igang post cancer? Men vi måtte give efter for de kræfter, som skød os ud i verden med fyrværkeri og bulderbrag. Vi slog igen og grinede højt. Og hylede ligeså højt, når lussingerne ramte os.

Og vi landede begge to på en slags ben og knoklede afsted med nye udfordringer. Vi måtte have forandring, og vi måtte hage os fast i den raske verden. Os var det fandme ikke synd for. Og derfor fandt vi en stærk fælles forståelse. Og vi kunne dele vores sorg. Uden den blev en lammer. Vi flyttede begge to til nye job og havde i den grad brug for at flytte fokus fra det klister af sygdom og død, der klæber til kræft. Til noget nu. Og noget liv. Og væk fra vores små navler.

Hun delte mit lettere vanvids-come back til Sjælsøløbet, hvor vi cyklede 125 km. Seks uger efter min sidste kemoterapi. Og efter jeg havde cyklet fra Odden. Fordi jeg stadig var i isolation efter kemoterapien og ikke kunne rejse med tog. Og hun var ikke imponeret. Sådan noget gør man bare.

Hun var sjov, sej og fuld af kærlighed. Til sine drenge. Til sin mand. Og til verden. Og nu må de undvære hende. Verden, det her kan du ikke være bekendt.

Så husk det nu. Lev det liv for fuld udblæsning. Der er ingen retfærdig udvælgelse. Fyld det med fest og farver. Fyld det med nærvær og ærlighed. Elsk for fanden. Mangler du nogen, så find nogen. Gør noget godt i verden. Flyt det fokus fra dig selv. Verden har brug for os.

Så nu vil jeg løbe en rasende tur og bagefter tæske nogle maskiner i træningscenteret. Så jeg kan fylde Vers lille liv med fest i aften. Og drikke en skål for Mette.