Det her bliver lige så rodet, som jeg er indeni. Jeg har været på Mols, prøvet at kæle lidt for mine forældre, besøgt Lene og Mikkel på hospice – og tænkt mange tanker. Jeg er ramt i solar plexus af tung sorg. Et kvalificeret gæt kunne være, at den vejer omkring trekvart ton. Det er meget at bære på for en lille skid som mig. Den har sat sig i kroppen og fordelt sig i armene, i maven, i halsen og i mine ben. Den har sat sig tungt på mine tanker og får alt til at køre i slowmotion. Jeg kan huske fornemmelsen af slowmotion fra dengang, jeg selv blev syg. Som ville jeg sætte tiden i stå. Og måske er det det, jeg gerne vil. Sætte tiden i stå. Udsætte det uundgåelige. Standse de onde processer. Men det nytter ikke. Det er uden for min magt.

Da bussen fra Århus passerede Sluseholmen, udbrød en medpassager: “Hvor er det bare megagrimt”. Og jeg var to nanosekunder fra at vende mig om og eksplodere i hendes ansigt. Her er ikke grimt. Her er godt at være. Jeg gjorde det ikke. Eksploderede.

Nu er jeg tilbage i Sydhavnen, hvor ungerne leger i solen. Og de voksne har slæbt kaffekopperne udendørs.

Når tung tristhed fylder mit indre univers, er det bedste i verden Mols Bjerge. Mols Bjerge er smukke og fyldt med barnlig tryghed. Fordi jeg har løbet rundt her, siden mine små tykke ben har kunnet bære mig. Derfor er det så godt at tage min tunge sorg og løbe med den, ikke fra den. Ud i de smukke landskaber, der dufter af barndom.

Og det allerbedste i hele verden er at stå stille op klokken seks og løbe ud i den sprøde fine morgen. Hvor jeg er helt alene sammen med smukhed og dyr, der krydser min vej. Verden er ny. Næsten. Og der sker en slags bittesmå mirakler undervejs.