Da jeg for nogle dage siden løb rundt i mørket på Amager Fælled, skimtede jeg noget skarpt lys forude. Lyset kom nærmere og blev skarpere. Og da det var omkring hundrede meter fra mig, måtte jeg standse. Det var som en bil med langt lys.

Men det var en løber med pandelampe. Da han nåede frem til mig, bad jeg ham venligt om at blænde lidt ned. Gu’ vil jeg ej, hvislede han og løb videre. Sådan er også løbere et mangfoldigt folkefærd.

Jeg løb videre i mørket. Og spekulerede lidt over, hvorfor nogen i det hele taget løber rundt på Amager Fælled med en lysstyrke 50.000. Når man nu slet ikke behøver lys. Han havde nok lige købt sig en dyr pandelampe. Og så skal den selvfølgelig bruges.

Men han snyder sig selv, når han løber rundt med en skarp projektør, der fejer alt det magiske væk med et strøg. Lyset fra byen skinner så stærkt igen fra aftenhimlen, at det aldrig bliver rigtig mørkt på fælleden. Og jeg tænker, at der er gået for meget forbrug i løb. Sådan må man godt tænke, når man er ved at blive gammel. Fordi jeg har løbet så længe, at jeg har løbet i kondisko og tykt bomuldsstof, og nu er det hele ved at blive en tand for smart. Jeg savner ikke mine tunge sweatshirtbukser fra dengang, og jeg elsker mine løbesko. Men jeg elsker hele no-shit-faktoren ved at løbe. At det bare er enkelt. At det bare handler om at snøre et par sko og smutte ud af døren, når det passer mig.

Jeg kan godt blive en slags gammelmorgnaven over, at udstyr er hypet så meget og er gået så meget amok, at folk tror, de skal have særlige sko for at løbe på stierne på Amager Fælled. Eller at de behøver en pandelampe med lysstyrke 50.000. Der er alt for mange penge på spil. Jeg får smiletrækninger over folk, der iklæder sig alt muligt teknologisk gear for at løbe en lille tur.

Men jeg synes mest, de går glip. Af alt det inderste ved at løbe, hvad enten man render rundt i sin by eller i naturen.