Mors dag er en dobbeltbundet konstruktion. Vi har aldrig kørt forpligtende blomsterbuketter eller fyldt chokolade i min familie. Men når nu dagen er her, kan jeg vel meget passende hugge bremsen i og fundere lidt over det.

Det er tankevækkende, at fra den dag, man rækker ud og får en blodig, blålig og fedtet lille menneskeklump i armene, bliver verden aldrig den samme igen. Det skete for min mor, det skete for mig, og nu er det sket for mine tøseunger. Ud kommer et lille krøllet væsen, som man for evigt er klistret sammen med. Et mennesker der for evigt kan smelte vores hjerter og løse vores anstrengte ansigter op i brede smil. Som kan flænse vores følelser med rageknive, og som kan få vores hjerter til at gallopere hurtigere end lynet. Vi elsker dem ubetinget. Enten i det splitsekund, vi ser dem, eller efter lidt tid. Det betyder, at de små mennesker vokser sig store i en sikker forvisning om evig kærlighed. Uanset hvordan de ser ud, hvor dumt de opfører sig og hvor gamle vi allesammen bliver. Det er det gode ved mødre. Når de som vi er født i heldige omgivelser, som giver de gode betingelser for den der evige kærlighed.

Og det har intet med føleri eller tutte-nuttede små gaver at gøre. Det er en livsbetingelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde klaret mit liv uden min mor. Hun er ubetinget det menneske, der har reddet min røv flest gange. Hun har lært mig, at jeg godt kan, ikke alting, men det meste. På en gang. At jeg både kunne være mor og gøre alle de andre ting, jeg fylder mit liv med. At det aldrig var for sent at læse videre på universitetet. Hun har været der, mens jeg var halvvild drengepige med skrammer på knæene. Hun har renset sår og puttet plaster på i det uendelige. Hun har været der gennem mine vilde teenageår. Og holdt en hårfin loyalitetsbalance, når mit temperament kolliderede med min fars. Hun var med, da jeg blev mor for første gang, og hun har passet mine børn så meget,at der er knyttet ubrydelige bånd mellem dem. Og hun kan stadig finde på at rejse hele vejen fra Randers med tog til Kastrup lufthavn for at være der, når jeg lander efter et eller andet eventyr ude i verden.

Derfor er denne dag selvfølgelig tilegnet hende. Men den er også tilegnet nogen af de mødre, jeg har mødt rundt om i verden, som har så anderledes vilkår for deres kærlighed til deres børn.

Mødre i Afrika eller Indien eller Nepal, som mister et eller flere børn, elsker deres børn lige så ubetinget. Det flår deres hjerter i stykker, som det ville flå vores, når et barn ikke får mad nok. Eller bliver overmandet af en voldsom infektion. Eller dør en voldsom død i krig og ufred.
Der findes mødre, som på en eller anden måde opgiver den kærlighed til deres børn. Eller der findes børn, som vokser op uden den ubetingede kærlighed, som vi kender. Børn af mødre, som har nogle helt forkerte vilkår. Og hvis børn aldrig får de chancer, som vores børn får.

En af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået på en mors dag, er et kort fra min datter. Til støtte for mødre i Etiopien. Konverter chokoladen og blomsterne til mødre i Etiopien. Eller til andre mødre der har brug for mere end chokolade. Jeg blev glad og stolt og vidste, at noget var lykkedes. Og på en eller anden måde er jeg bare skidehamrende taknemmelig over at være mor i den her del af verden. Og at være nogens mor i det hele taget. Og at min mor har skabt hele det grundlag for mig og mine unger.