Aros i Århus har særudstilling med en ordentlig bunke af Edvard Munchs malerier. Det er sådan en once-in-a-lifetime oplevelse, som jeg selvfølgelig måtte have med. Vi arrangerede derfor søsterstævne og mødtes i forhallen. Sammen med helt uhørt mange andre mennesker.

Udstillingen er så søgt, at vi måtte bestille tid. Og kun opholde os i det allerhelligste i en begrænset tid. Som vi vist nok overskred. Men først kunne vi nå en tur i Regnbuen på toppen. Et af de mest fantastiske og vekommende kunstværker nogen by har modtaget i lang tid. Se bare, magi:

Og så var det tid for Munch. Vi trådte ind i et mørkt rum. Sorte vægge og dæmpet belysning. Og så var scenen ligesom sat. Munch var ikke en munter gut fra Oslo. Han var trist, svagelig, syg, deprimeret, dødsangst og virkelig splittet i sin glæde ved kvinder og angst for dem. Og gennemsyret af en slags ansvarsfrihed. Det var altid kvindernes skyld. Som vi bevægede os gennem udstillingen tog det tunge mere og mere plads i vores maver. Vi så på hinanden og følte os fuldstændig mættede. Halvvejs gennem de mange billeder. Alligevel måtte vi fortsætte. Billederne var hele vejen igennem sat i sammenhæng med Munchs triste livshistorie. Selvom han blev en gammel mand og virkelig anerkendt for sin kunst, blev han aldrig rigtig glad. Vi ledte og ledte efter billeder, der rummede bare lidt glæde. Vi fandt ét. Af nogen børn. Munch endte sit liv som eneboer sammen med sin enorme produktion af kunst. En af de unge maleri-vagter fortalte, at når han solgte et maleri, malede han omgående et nyt og identisk. Fordi han ikke kunne leve uden sine billeder.

Det er en fantastisk udstilling. Det er fantastisk, hvad god kunst kan gøre. Alle billederne havde flyttet det tunge og triste ind i vores maver, da vi endelig trådte ud i lyset og skulle møde endnu en søster.

Og så var det, at vi smuttede i Aros kælder, hvor en helt anden udstilling kunne lette lidt på de tunge tåger i vores indre. Tony Matelli fra New York udstillede ‘A human echo’. Som egentlig er alvorlig nok. Men på den ustyrligt absurde måde, som fik os til at bryde sammen i latterkramper. Og sådan kunne vi med lettere hjerter gå vores anden søster i møde.

Jamen der er kun at sige, at svinger din vej forbi Århus, så skrub en tur på Aros og gennemlev det hele. Måske kommer du ud som et nyt menneske.

At slutte dagen med at drikke kaffe med Hulemor i Musikhusets café satte bare et smukt og rigtigt punktum på en rig dag, der havde rummet en stor verden. I Århus.