Et kort, voldsomt besøg i Danmark er slut i morgen, og jeg flyver den lange vej tilbage til Grønland. Jeg er mentalt tæt på udmattelse, og jeg kommer sikkert til at sove hele vejen. Mens jeg prøver at vænne mig til ikke at have en far mere.

Mine grønlandske kolleger var overbevist om, at jeg var ansat i et vikarbureau og tjente meget mere end dem, men som et gammelt dedikeret fagforeningsmenneske er jeg selvfølgelig ikke det. Jeg er ansat på grønlandsk overenskomst, og får den samme dårlige løn som alle andre sygeplejersker i Grønland. Da jeg fortalte det, skete en mærkbar positiv forandring imellem os. Det gav mig også muligheden for at rejse hjem til min fars begravelse med løn. Det er nemlig skrevet ind i den grønlandske overenskomst. Familien betyder alt, og de fleste bor langt fra hinanden. Sådan kan en overenskomst også være med til at give lidt ro i sjælen

Mens jeg venter på at flyve tilbage til Grønland, kan jeg fortælle en af de historier, jeg ikke fik fortalt, fra de dage hvor det føltes lidt forkert at fortælle historier. Der kom isbjørn til byen!

Allerede først på eftermiddagen hørte vi rygtet. Broderen til en af vores portører og ambulancereddere havde skudt en isbjørn. Vi så de første billeder og gyste lidt. Senere i supermarkedet stoppede flere mennesker mig og viste billeder, og udenfor mødte jeg Jonas, der var på vej til brættet i havnen. Dér var folk. Og dér var isbjørnen. Dér lå den på ryggen med hul i maven og det halve af byen omkring sig

Isbjørnen var en ung han og blev skudt et stykke fra byen. Det er kun fangere, der må skyde isbjørne, og der er kvoter for antallet. Kvoten blev i år hævet i Sydgrønland fra 4 til 10, fordi antallet af isbjørne er steget markant. De kommer med drivis fra nord og går i land i syd og ind på indlandsisen. Sådan har isbjørne altid gjort. Men forandringer i isens vandringer driver dem tættere på byerne, og netop vores lille by har haft flere og flere isbjørnebesøg. Noget der aldrig skete tidligere.

Isbjørne er farlige. Jeg har heldigvis ikke hørt om dødsfald i forbindelse med isbjørneangreb i Sydgrønland, men jeg har mødt får, der ikke har klaret et møde godt. Derfor skyder man dem, når de bliver til fare for mennesker eller går helt ind i byerne. Og man må gerne skyde dem i selvforsvar, hvis man har en riffel og kan den slags. En mand i lufthavnen viste mig et billede, taget af en mand i et telt. Billedet var taget inde fra teltet, isbjørnen var halvt inde i teltåbningen, og dér var den blevet skudt.

Jeg stod med lidt blandede følelser ved det døde dyr. Det er jo flot og majestætisk. Som en af fåreholderne sagde sidste sommer, så har isbjørne altid taget den rejse, men vi er kommet i vejen. På den anden side vil jeg virkelig ikke gerne møde sådan en bjørn på vej til arbejde. Eller i fjeldet. Eller i vandet. Så det giver mig en tryghed, at fangerne holder øje og tager sig af det.

Det er også sådan, at alt ved isbjørnen bliver brugt. Skindet blev flået, mens vi stod der. Det bliver behandlet og brugt. Bagefter bliver alt kød skåret ud og solgt og spist. Ikke af mig, for det lugter fælt og er fyldt med trikiner, så det skal koges i to tempi i mindst fem timer. Men for byens indbyggere er det en delikatesse. Den følgende dag mødte vi flere, der kom med bæreposer med isbjørnekød, som de glade viste os. Knogler og tænder bliver brugt til figurer og smykker. Det samme gælder for sæler. Jeg køber med god samvittighed ting med sælskind, for jeg ved, at sælen har levet et godt liv, og at den er blevet spist. Her kan man sende danske mink en tanke.

Når en isbjørn bliver skudt, samles folk på havnen. Det er en begivenhed, og når det sker i bygderne, er der fest. Måske var der også fest i Qaqortoq, da vi andre var gået hjem. Man er nødt til at forsøge at forstå en anden relation mellem dyr og menneske, mellem natur og menneske, end den vi kender i Danmark. Her kontrollerer vi i vid udstrækning natur og dyr (tror vi). Der er ikke ægte farlige dyr i Danmark. Det er anderledes i Grønland. Her lever man i en helt anderledes pagt med naturen, fordi den er større end os. Her er nogle dyr reelle trusler, og naturen bestemmer i udstrakt grad, hvad vi er i stand til som mennesker.