Mit lille bitte røde hus har fundet sit navn. Eller navnet fandt huset. Godt hjulpet af min kloge søn, som var på bryllupsrejse, mens navnekonkurrencen rasede.

Tupiza, sagde han pludselig henover rødvinen i fredags, dit hus skal selvfølgelig hedde Tupiza. Jo, fortsatte han, Tupiza er jo stedet, hvor man får en ekstra dag.

Tupiza er det. Og historien?

Da min søn blev 30, forærede jeg ham en billet til Buenos Aires. Sammen med mig. Vi ankom i Argentina uden anden plan end nordpå. Til steder jeg ikke havde været før. Fra lufthavnen tog vi til den enorme busstation og købte billetter til Tucuman. Vi havde stadig ikke nogen planer, men var ikke specielt vilde med Tucuman. Så vi fortsatte med bus til Salta. Som til gengæld sprang direkte i vores hjerter. Vi havde ikke helt taget højde for den katolske juletid, og vi blev låst fast i Salta. Alt var lukket. Vi boede på det hyggeligste, mest nuser lille familiehotel og tøffede rundt på opdagelse i byen. Jeg satte næsten livet på spil på morgenløbeturene, fordi Salta som så mange andre sydamerikanske byer er fyldt med halvvilde hunde. Til sidst lykkedes det os at finde en turoperatør, der tog os et par dage rundt i bjergene. Som var ubeskriveligt smukke. Vi havde egentlig forestillet os at fejre nytår helt alene et sted i bjergene, men vi kunne ikke opdrive et kort. Og blev derfor i Salta. Og fik det vildeste, sjoveste, fedeste nytår – ever. Den historie bliver en anden gang.

Bagefter tog vi med bus til Bolivia. Eller til grænsen fordi busser ikke må passere. Vist nok noget med narkotransporter. Vi tog vores bagage og traskede ind i et helt andet samfund. Og havde stadig ikke rigtige planer. Lidt tilfældigt fandt vi så en bus til Tupiza. Og her blev vi lidt forelskede igen. Altså i Tupiza. Vi fandt det hyggeligste lille hotel og en turoperatør, som kunne vise os lidt af Bolivia. I 4-5 dage kørte vi rundt i Altiplano, Andes plateauet, og de uendelige saltsletter, Sala de Uyuni. Vi overnattede i salthotel, balancerede rundt om kogende geysere, så de vildeste klippe- og lavaformationer og forladte historiske bjergbyer. Vi havde det faktisk ret fantastisk. Efter turen vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel og slappede af og gik på opdagelse i Tupiza. Indtil vi tjekkede ud og fandt en bus tilbage til grænsen.

Tilbage i La Quicaca på den argentinske side af grænsen, slog vi os ned i en restaurant tæt på busstationen for at fordrive ventetiden med en god bøf og rødvin. Og lige der var det, at Morten sagde: Må jeg ikke lige se billetterne? Få minutter senere var vi var vi på desperat jagt efter nye billetter tilbage til Salta. Vi var nemlig en dag for sent. Og vi havde et fly at nå i Salta, tilbage til Buenos Aires og videre hjem. Og lige der, ikke længe før midnat, var der ikke mange løse billetter at få. Det lykkedes. Vi måtte stå af bussen omkring kl 3 og skifte til en anden bus, men det lykkedes at være i Salta næste morgen. Vi spurtede op til vores hyggelige hotel, hvor vi havde efterladt en del bagage, betalte dem for ikke at have brugt vores værelse og spurtede i taxa til lufthavnen.

Flyet var selvfølgelig nogle timer forsinket, og vi nåede det hele. Vi havde oven i købet et par dage i byernes by i Argentina. Men på mærkelig vis forsvandt der en dag i Tupiza. Eller fik vi en ekstra?

Tupiza er på alle måder det helt rigtige navn til mit hus.