Get started – tips og tricks til løb

Jeg lovede Karin at sprede lidt tips og tricks om at starte som løber her i min lille personlige æter. Hvordan gør man? Hvordan kommer man igang? Hvad skal man anskaffe sig? Så her kommer et par guldkorn.

  • Lad dig inspirere! Læs forskellige blogs om løb og vælg nogen ud, som er inspirerende. Nogen som giver dig lyst til at gå i gang. Der er ufatteligt mange. Surf på nettet og find løbeforums, som Dourun, hvor løbere på alle niveauer kommunikerer med hinanden. Min personlige über-inspiration er ham her. Peter Troldborg, en af de rigtig hurtige drenge i Danmark. Som elsker at løbe og elsker sin familie. Som har indrettet sig, så det hele har sin plads, og alligevel kan han løbe om placeringer i de danske marathonmesterskaber. Og som alligevel bliver betalt for at stille op i New York Marathon. Ham elsker jeg! Hver gang jeg møder ham, bobler han af livsglæde og glæden ved at bevæge sig.
  • Stjæl med arme og ben – og lav dine indre rollemodeller.
  • Køb et par sko. Gør dig selv en tjeneste og køb skoene i en rigtig løbeforretning. Der kan du få råd og vejledning. Man kan godt starte i et par flade kondisko fra Føtex, men oplevelsen er markant bedre i et par genuine løbesko. Prøv dig frem. Få eventuelt en tur på et løbebånd, så du får de rigtige sko, som passer bedst til dine fødder. Regn med at løbesko koster 500-1000 kr. Til gengæld kan de holde ca 1200 km.
  • I princippet behøver du ikke købe mere til en start. Meeen der kan godt være noget motiverende ved at lægge ud i noget lækkert, åndbart outfit. Der er bare ikke nogen grundlov, der dikterer større investinger, før man er parat til den første tur i løbeskoene. Det går fint i en gammel t-shirt og et par shorts. På den anden side – investinger forpligter. På den anden side igen – har jeg mødt mange, som føler sig kejtede ved at flashe dyre løbeklude i deres startfase.
  • Få skoene på. Luk døren op. Luk igen. Afsted. Så simpelt er det faktisk.
  • Læg op til succesoplevelser. Du skal ikke sætte verdensrekord på en halv times løb – nu. Sæt 10-15 minutter af, hvis du er helt nybegynder. Løb et minut – gå to – løb igen. Løb efterhånden flere og flere minutter ad gangen. Og pludselig en dag kan du løbe et kvarter. Næste gang kan du løbe et minut længere. Men øg langsomt. Som tommelfingerregel skal du ikke øge din løbedistance med mere end 10% om ugen. Ellers er du pludselig krøbling.
  • Acceptér at kroppen beklager sig. Lungerne føles helt hudløse, læggene og lårene brænder, fødderne bliver ømme. Muskler og kroppen som sådan er omstillingsparate, men ikke fra den ene dag til den anden. Især ikke hvis de har fået lov at være på ferie i flere år.
  • Skab vaner. Sådan at løbeturen bliver en fast del af hverdagen. Den sværeste øvelse er at få skoene på – så går resten næsten af sig selv.
  • Nogen har glæde af at sætte sig mål. Lad nu bare være med at lægge ud med et marathonløb. DHL-stafetten sammen med kolleger eller et kvindeløb sammen med veninderne er meget bedre mål til en start
  • DET SKAL VÆRE SJOVT

Løb er en billig sport. Men den kan sagtens gøres dyr. Der kan så let som ingenting gå forbrugermode i den. Men løbetøj holder uendeligt længe. Jeg har både tights, trøjer og jakker, som er 20 år gamle. Men i morgen henter jeg et par nye tights og en vest på posthuset. Jeg gider jo godt være lidt lækker.

I dag har løbeskoene fået fred i entreen, og jeg har cyklet på arbejde. Næste uge bliver en udfordring, sådan træningsmæssigt set. Der bobler arbejde ud af alle sprækker her og der. Det arbejde saborterer min træning, altså!