I Azemmour væltede jeg næsten ud af taxien, hvor otte mennesker lagde et seriøst pres på dørene. Og jeg sad yderst. Jeg svingede igen rygsækken over skulderen og begyndte at gå afsted, sådan lidt på må og få. Med navnet på et billigt hotel i lommen spurgte jeg et par stykker om vej. Og kunne ret hurtigt se, at den lille by måske var en anelse større end forventet. Den flod, som byen skulle ligge ved, var intet sted at se. Jeg standsede en ‘petit taxi’. La Medina, sagde han og kørte afsted med mig.

Efter en lille køretur, stoppede chaufføren og bad mig vente i bilen, mens han stod ud og kaldte på et par andre mænd. Efter lidt rådslagning bad han mig gå med dem. Mit hotel viste sig at være lukket, og de to fyre, som hurtigt blev til tre, ledte mig ad smalle gyder og krogede veje gennem byens lille medina. Jeg mistede hurtigt enhver fornemmelse for retning og fulgte bare tillidsfuldt med. Jeg ville være let at kidnappe. Fordi intet endnu har overbevist mig om andet end grundlæggende godhed hos mennesker rundt om i verden. Endelig standsede vi foran en udskåret dør, og den ene rakte mig en telefon. Det var en fra hotellet, og jeg sagde glad ja tak til at se på et værelse.

Jeg blev lukket ind af en amerikaner, som havde lejet hele hotellet til retreat for en større gruppe. Som næsten var på vej væk igen. Hotelfyren fra telefonen dukkede op og viste mig rundt. Hotellet lå med udsigt over floden og med kystens brænding i det fjerne. Det var indrettet som galleri med særdeles god kunst på væggene. Og så var det pænt meget dyrere end mit hidtidige overnatningsbudget. Men stedet emmede af ro og skønhed, og jeg tænkte skidpådet og sagde ja tak til det billigste værelse med udgang til tagterassen.

Da yogafolkene var smuttet, skrev jeg mig ind, og pludselig sagde hotelfyren: Do you prefer a big or a small bed? Big, selvfølgelig, så jeg kunne brede mig. Og så var det, han sagde: The manager would like to give you the master bedroom with a view to the river, for the same price. Og så startede et døgn med forkælelse og rendyrket nydning.

Hotellet var ejet af en gammel franskmand, som efter et liv i turistbranchen havde slået sig ned her. Jeg fik serveret de lækreste retter, og nød det smukke hotel. Tog bad i det nedsænkede kar med udsigt over floden, læste og drak myntete i solen og sludrede med den gamle franskmand. Jeg gik på opdagelse i byen og nød kunsten både på hotellet og i gaderne. Og jeg tilbragte aftenen ved den buldrende pejs sammen med franskmanden og hans to små hunde.

Næste morgen måtte jeg videre. Hotellets kok fulgte mig til taxaen, som kørte mig til byens lille banegård. En time senere var jeg i Casablanca, som altid vil have en klang af gamle film. For ikke at tale om utallige byture på Café Casablanca både i Århus og på Anholt. Det blev kun en kort mellemlanding, og jeg nåede bare at drysse lidt rundt om banegården, inden jeg satte mig i toget tilbage til Marrakaesh. Ringen var sluttet. Jeg gik hele vejen tilbage til mit hostel og blev modtaget med åbne arme.