Med fare for at blive skreget ud som skrupskør fortæller jeg alligevel om min træning i dag. Som et oldgammelt træningsvrag er al denne sne langsomt ved at tage livet af mig. Jeg har abstinenser. jeg bevæger mig for lidt og for langsomt. Selv min cykel protesterer, som forleden da den ikke ville lade sig låse op. Det er bare en måde at gøre opmærksom på sig selv. Så i dag havde jeg taget en stålsat beslutning om at træne, når vores lange heldagsmøde var slut. Så, nej tak til tilbud om lift hjem, og mig ned i vores halvmørke, øde træningsrum. Jeg skal ikke trætte med detaljerne, men jeg løb 20 minutters tempoløb på løbebånd, som sluttede, da min telefon røg af i et sving og gik i flere stumper. Og gæt, hvem der ikke kunne huske pinkoden…?Dumme løbebånd. Jeg tog et kvarter i romaskinen, og måtte sprinte i noget tøj og ud i noget sne, der væltede ned, for at nå bussen.  Og så kommer det skøre. Vel hjemme i mit lune hus sprang jeg i løbeskoene og løb en halv time i en masse sne og blæst. Det var dejligt bagefter.

I går ville jeg have skrevet om mine sommertanker, men det blev så køleskabet. Jens Thranum Christensen er blevet ved med at spøge i mine tanker, siden jeg hørte interviewet en tidlig morgen efter hans redning i Tahiti. – Jeg kan noget, de har brug for; derfor bliver jeg, sagde han. Efter fem døgn under murbrokker. Og jeg kan jo noget, nogen har brug for. Og Rasmus Krath, som lavede den fantastiske film om Somalia på DR2 i aftes, sagde: der skal jo være mere i det, end bare et eventyr for mig. Så jeg har valgt mit eventyr til sommer. Eller næsten. Jeg kontaktede Læger uden Grænser, men de kunne ikke bruge mig i så kort tid. Derefter har jeg søgt efter små sundhedsprojekter i Nepal og Pakistan. Og lige nu står jeg med et konkret valg mellem en flygtningelejr i det sydlige Nepal eller en mobilklinik i Chitwan (Nepal) eller et sundhedscenter i Chitwan, hvor jeg skal undervise kvinder i sundhed og hygiejne. Samtidig er en bekendt i Nepal ved at arrangere en mulighed i en virkelig øde provins i Nepal, og min bekendt, Saadia, i Pakistan er ved at undersøge mulige sundhedsprojekter i Pakistan. Wow.  Hvis jeg gør det sidste, er det vist næsten en betingelse, at vi bestiger et lille bitte bjerg sammen. I Karakoram. Som jeg altid har drømt om. Sikke mange valgmuligheder.

Jeg vil afsted og arbejde frivilligt i et lille projekt, som er lokalt funderet. Jeg tror mest på små, nære projekter, som involverer og uddanner lokalbefolkningen. Et projekt, hvor man vil mere end at være godgørende. Et projekt, der har visioner for de menensker, det handler om. Nepal har behandlet mig så fint, når jeg har været der. Folk har øst af deres venlighed, gavmildhed og gæstfrihed. Så derfor er jeg også dybt i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Jeg vil også virkelig gerne til Pakistan, og det er jo en fantastisk mulighed at kende nogen. Jeg venter lige og ser, hvad Saadia kommer op med. Og så vil jeg bare nyde at være så priviligeret.