Snehvide, prinsesser og latino pop

Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….

Vis mig dit køleskab

Jeg er ikke ved at lægge op til en ny tv-udsendelse, som titlen kunne antyde. Jeg er blevet tagget, som det hedder, af Katrine til en lille blogleg, som går ud på at tage et øjebliksbillede af min køleskabslåge. Her skal jeg vælge en ting, som har en særlig betydning. Katrine har tagget mig, fordi hun gætter på, at der hænger billeder af mine yndlingsprinsesser. Her er det så, mit køleskab:

Der hænger, som man kan se – mangt og meget i en skøn blanding:
En advarselstegning om fødseslskontrol
Et billede af mig på en elefant i Indien
Et billede af mig fra Afrika
Julekort
Indbydelser til fødselsdage og en reception
Et træningsprogram
En flybillet til Ålborg
En opskrift på dadler med bacon og kanelstænger
Tilmelding til Helvede i Nord
Et julekort med to nisseprinsesser
En tegning – udført af en prinsesse
Et billede af mig og en tredje prinsesse
Og under det hele hænger der endnu flere gamle julekort, telefonnumre, fødselsdagskort osv

Så Katrine har ret. Der hænger faktisk små yndlingsprinsesser på køleskabet.

Skal jeg vælge en bestemt detalje ud, må det være dette billede:

Billedet er taget i juli 2007. Et par måneder efter jeg fik den sidste kemoterapi for min lymfekræft, og billedet flytter med fra køleskab til køleskab (jeg er flyttet et par gange siden), fordi det er sommer, liv, lykke og glæde. Jeg sidder i pigernes gård på Frederiksberg med mit spirende hår med lille Sille i armene. Hun kedede sig så meget i mit selskab, at hun straks faldt i søvn. Sille er mit bonus-barbebarn. Datter af Martin og Pii, som blev gift for nylig. Vi var der allesammen, den aften i juli på Frederiksberg. Vi grillede, drak rødvin, snakkede og grinede, og blev siddende i gården til sent. Jeg havde en jublende fornemmelse af frihed i hele kroppen. Jeg kunne virkelig bare tage til København, drikke rødvin, gå i byen, køre i tog – alt det, som jeg var afskåret fra, mens jeg var i behandling. Behandlingen smadrede mit immunforsvar, så jeg var “isoleret” i et halvt år, forstået på den måde at jeg på alle måder skulle beskyttes mod smitte. Ingen butikker, ingen cafeer, ingen biografer, ingen busser eller tog, ingen små børn. Men hele tiden en snor til hospitalet, lægebesøg, blodprøver, indlæggelser, medicin og restriktioner. Nu var jeg fri, færdig, og lille Sille var ankommet som en særlig fejring af livet. Det var en helt særlig nydelse bare at være der den aften. Sammen med alle mine unger og deres kærester. Sjovt nok, ofte når andre ser det billede, kommenterer de, at jeg  ser slidt, træt, ældre ud. For mig er det billede bare glæde, lykke og liv. Men andre var selvfølgelig heller ikke inde i mig.

Nå det skal ikke være alvorligt det hele, så jeg piller lige det øverste billede ud også. I kigger alligevel. Det fanger folks opmærksomhed. Man behøver ikke lægge noget partipolitisk i det. Jeg synes bare, det er hylemorsomt, og det er samtidig et kært minde om en gammel kollega, som forærede mig tegningen.

Og så er det vist meningen, at jeg skal lade legen gå videre til andre bloggere. Jeg tagger Mette og gætter på, at der hænger et skoleskema og en liste over klassens-time-kage-bagere på hendes køleskab. Og jeg tagger Karin, selvom vi ikke sådan har været personligt i kontakt, og jeg vil gætte på, at der hænger en indkøbsliste til byggemarkedet sammen med et smukt billede af det nye hus på køleskabslågen. Og så er jeg vist endnu så ny i blog’osfæren, at jeg ikke rigtigt kan komme i tanker om flere.

Jeg ville have skrevet om noget helt andet i dag, men sådan går det med både dage og blogindlæg. de bliver noget andet, end vi tror. Men tirsdage scorer bedre på min hitliste i denne uge en mandage. Status er, at min cykel er låst op og trygt tilbage i skuret, jeg har fået rugbrød, og mit projekt-kapitel er sendt rundt til alle de rette mennesker. Må de så bare tage varmt imod det.