Jeg har købt min anden pakke toiletpapir i Qaqortoq. Jeg har fyldt køkkenskabet med mel, ris, krydderier og pasta. Dagligdagen har hurtigt indfundet sig. Byen har flere supermarkeder og små butikker, så jeg lider ingen nød. Jeg kan købe massevis af lokale fisk, renkød og hvalbøffer, og jeg afviger fra min overvejende vegetariske hverdag i Danmark. Jeg er ikke nået til Brættet endnu, hvor fiskerne og fangerne lander deres fangst. Mine arbejdsdage kommer i vejen, men jeg kan få det hele på frost. Det bliver mest fisk.

5.30 vibrerer mit ur og vækker mig, hvis ikke jeg allerede har slået øjnene op af mig selv. Jeg er jo flyttet ind i et liv med faste arbejdstider. Tilsat mindre fastlagte rådighedsvagter en gang eller to om ugen. Arbejdstiden er 40 timer om ugen plus det løse, og vores ambulatorium kan vel på en måde sammenlignes med en dansk lægepraksis – på speed. Grønland har ikke praktiserende læger. Lægerne er på hospitalet. Så folk kommer til os med problemstillinger, som en praktiserende læge ville tage sig af i Danmark. De kommer også med mange andre problemstillinger, og vi har akutte og tilskadekomne patienter. Men meget mere om det i et andet afsnit.

Hjemme efter arbejde er jeg som regel glubende tørstig, fordi jeg ikke når at holde mine pauser i løbet af dagen. Den, der fortalte mig, at man ikke har travlt i det grønlandske sundhedsvæsen, tog fuldstændig fejl. Det har vi i hvert fald.

Det er lyst til kl ca 20.30, så jeg kan sagtens nå en lang tur. Men det har tøet så meget, at søen er blevet usikker, og det er på søen, jeg har stået på ski. Skiene er desværre parkeret i et hjørne af entreen, og jeg tror ikke rigtigt på flere ture. Byen er fyldt med is og sne, vejene er mange steder spejlglatte, og her er virkelig kuperet, så jeg vover mig ikke rigtigt ud i løbesko. Jeg går lange ture, og jeg har meldt mig ind i byens træningscenter. Jeg løber på løbebånd! Folk, der kender mig, ved, hvor inderligt jeg afskyr at løbe indendørs. Heldigvis er løbebåndet placeret foran de store vinduer med udsigt til søen og fjeldene. Det gør en forskel. Romaskinen er ved siden af. Så de fleste eftermiddage bruger jeg en times tid eller mere i centeret.

Jeg bor godt. Har en fin lejlighed med køkken, stue og soveværelse. Mit hjem ligger i det, der populært kaldes ‘hullet’, fordi vi først går hele vejen op ad bakke fra byen, ogs¨går vi ned i et hul. Det betyder, at jeg ikke har udsigt over søen eller vandet, men alligevel en ret dejlig udsigt til fjeldet. Lejligheden har det hele, så jeg kunne have sparet mig at sende håndklæder og viskestykker. En af de ting, der er spændende ved at flytte i tre måneder. Jeg mangler faktisk ikke rigtigt noget som helst.

Det er en fin øvelse i at leve enkelt. Jeg har begrænset tøj med. Jeg har ikke min maskinpark fra køkkenet. Jeg har ikke mit store udvalg af krydderier og kerner, bønner, mel og hvad har vi. Jeg har en begrænset stak bøger med (men ubegrænsede e- og lydbøger). Jeg har musik og min lille højttaler. Og jeg har alt, hvad jeg skal bruge i en hverdag. Jeg har miine streamingtjenester og DR, og jeg har en flok virkelig gode kolleger. Jeg FaceTimer med mine mennesker, når jeg ellers holder styr på tiden, for jeg skal hele tiden huske på, at jeg er tre timer bagefter. Så når jeg er klar efter arbejde, er I næsten på vej i seng.

Nu er jeg igen på vej på arbejde. Efter en dagvagt og rådighedsvagt, der heldigvis var fredelig, da jeg først sent kom hjem fra arbejde i går. I eftermiddag har jeg endnu en rådighedsvagt, og så er der weekend. Hvor vi – måske – skal på sejltur ud til nogle varme kilder. Vejret ser bare lidt spændende ud, så måske bliver det først i næste weekend.

Jeg har taget hul på min tredje uge i Grønland. Allerede. Det har været overvældende at ankomme på så mange planer. Alene at forlade min familie, mine gode venner, mit arbejde, min nyrenoverede lejlighed og min lille have i forårsdragt i tre måneder. For så at møde Grønland, ikke som turist, men som del af et hverdagsliv. Midt i en sårbar og urovækkende periode, som sætter urolige aftryk i sjælen på alle mennesker.

Venner og familie har lidt bekymret spurgt til, hvordan jeg egentlig har det. Du poster kun billeder af den smukke natur? Hvad med arbejdet? Hvordan er du blevet taget imod? Hvor kan jeg følge med?

Du kan følge med lige her.

Jeg tager min overvældethed i hånden og forsøger at folde den ud – trin for trin. Hvordan har Grønland taget imod mig? Kort sagt – overvældende godt og varmt. Landet modtog mig, som landet ofte gør, med noget vejr der afgjorde, hvordan jeg nåede hele vejen frem. Det blæste i Sydgrønland, og jeg ventede nogle timer i Nuuks nye lufthavn, som er blevet indrettet lidt mere end sidst, jeg så den. Men stadig har noget råt og ufærdigt over sig. Sidst på eftermiddagen fløj jeg videre til Nasarsuaq, hvor alt undtagen hotellet var vinterlukket. Det var blevet alt for sent – og blæsende – til at flyve videre, så jeg fik en overnatning. Fra Nasarsuaq gik rersten af turen næste formiddag i en eventyrlig helikoptertur, og jeg var spændt på, om nogen vidste, hvornår jeg ville ankomme. Det gjorde ingen. Men en hurtig opringning til sygehuset og jeg blev hentet i ambulance. Vi kørte til mit nye hjem, lagde hele oppakningen ind og jeg tog med videre til sygehuset.

Og så var jeg ligesom igang. Jeg blev vist rundt, gav hånd og hilste på, og næste morgen trak jeg i uniform og meldte mig klar med bævende hjerte. Jeg mødte de to sygeplejersker, jeg arbejder tæt sammen med i ambulatorie og skadestue. De er vikarer, som jeg, og kommer fra nordligere egne af Grønland. De taler selvfølgelig begge grønlandsk og forsøger kærligt at indvie mig i sproget. Men, som de siger, grønlandsk er verdens sværeste sprog. Jeg tror dem.

Jeg er blevet mødt af en gruppe kolleger, der kommer fra mange forskellige steder. Ikke så mange er fastansatte. Alle kender det at være ny og på glatis. Der er gåture, badeture. fredagsøl på hotellet, fødselsdage, fællestræning. Her er sjov og hårdt arbejde, og hvor jeg end vender mine øjne, er her smukt.

Forleden aften kom min ene kollega og bankede på med en tallerken med kage i hånden. Bare fordi de lige havde bagt. En anden kollega inviterer på vandreture. På vej hjem fra supermarkedet til aften blev jeg stadset af en mand, der spurgte, om jeg arbejdede på sygehuset. Han takkede mig og bød mig velkommen.

Det er den første overvældelse. Jeg er taget imod. Jeg er glad. Jeg kan lide at være her. Og jeg har altid noget smukt at se på, når jeg løfter blikket