Jeg tændte lidt tilfældigt for mit tv kl 18, da Aftenshowet tonede frem på skærmen. Ikke mit yndlingsprogram. Der er for meget blandede bolcher, der efterlader mig med et hulter-til-bulter indtryk af ligegyldighed. En blanding af lidt selvmord, hungerkatastrofer, pirater, popmusik og madlavning. Det hele skal nås på en halv time. Men denne dag tonede min gode ven Rasmus Krath frem sammen med Puk Elgård. Rasmus har lavet en film om Somalia. Han har mere end én gang rejst i Somalia, – et af verdens farligste lande, og samlet informationer, som han vil dele med os andre i Danmark. Filmen bliver sendt på DR2 den 2/2

Mit liv har altid hentet inspiration hos andre. Jeg har et langt register af mennesker, som på den ene eller den anden måde har beriget min vej med ideer, retning, forbilleder og indhold. Jeg vil gerne lære af kloge, modige mennesker, og Rasmus er én af dem. Hans nysgerrighed og mod kombineret med dyb indsigt og lyst til at blive og gøre andre klogere gør ham til et menneske, jeg er glad for at kende. Jeg glæder mig vildt til at se filmen på DR2.

Jeg lider selv af en umættelig nysgerrighed på verden og samler på mennesker, som jeg kan dele min last med, og som kan inspirere mine ‘opdagelsesrejser’. Arlene Blum, amerikansk bjergbestiger og kemiker, som var banebrydende for kvinder både i bjergene og i hendes videnskabelige arbejde som kemiker og forsker. Begge områder stærkt mandsdominerede. Hun har skrevet en af mine yndlingsbøger om bjerge, Breaking Trail, a climbing life. Hun har i sandhed trådt nogle stier for os andre, omend det stadig er mere end svært at opnå anerkendelse i det danske klatremiljø. Det går nemmere alle andre steder i verden. Men Arlene har opmuntret mig – uden at vi nogen sinde har mødtes – til at fortsætte. Det er til stor inspiration for mig, at hun både har banet veje i bjergene, og at hun har lavet dybt meningsfuld forskning om brandhæmmende stoffers kræftfremkaldende virkning.

Cecilie Skog er norsk eventyrer og bjergbestiger. Forrige år havde hun den store sorg at miste hun sin mand og makker, Rolf Bae, i den værste ulykke på bjerget K2 i Pakistan. Nu har hun rejst sig og har netop afsluttet en rejse på ski tværs over Antarktis – unsupported, sammen med amerikanske Ryan Waters. Cecilie er en stor inspiration, fordi hun udfordrer sin nysgerrighed på sig selv og verden samtidig med, at hun bruger sine midler til at støtte den fattigste del af verden, hvor hun udfolder sig. Det har hun gjort ved at starte et skoleprojekt i Skardu i Pakistan. Også Cecilie giver mig inspiration til at forfølge min nysgerrighed på verden, men også til at bruge min viden og mit overskud til gavn for andre.

At rejse alene i verden er en skræmmende tanke for mange. Men at rejse alene giver de allerstørste muligheder for at lære og opleve. Når man rejser alene, knytter man kontakter, hvor man kommer frem. Man udstråler en åbenhed, som ikke helt er til stede, når man rejser i par eller grupper. Når jeg rejser alene, bliver jeg mødt af venlighed og imødekommenhed. Jeg er ikke naiv, og jeg optræder med en stor portion sund fornuft, men jeg er konstant blevet bekræftet i, at mennesket grundlæggende er et godt væsen. Nina Rasmussen, – ja hende med børnene på motorcykel gennem Sydamerika, – har lært mig rigtig meget om det at rejse alene som kvinde. Hun har lært mig at afdramatisere det, at møde verden med åben pande og tage imod den. Hun fortalte engang: Når jeg ankommer til en ny by, stiller jeg mig udenfor den lokale banegård og venter. På et eller andet tidspunkt kommer der et menneske og tilbyder hjælp. – Og hun har ret. Jeg har afprøvet det.

Min samling rummer mange flere inspirerende mennesker. Nogen af dem er jeg så heldig at have i mit liv. Andre beriger mig ved deres evner til at skrive og fortælle. Som en sidste inspiration for i dag vil jeg nævne Paul Auster for hans uforlignelige evne til at fortælle en historie. Jeg har arbejdet med fortællinger som antropolog, og jeg bliver aldrig træt af historier. Paul Auster kan det. Bare det var mig.