Jesus is with you, siger han, da jeg passerer ham i krydset. Han har stået der længe med sit slidte papskilt. Jesus loves you, står der på det. Lidt fortabt, kunne man let fristes til at tro. Sådan som han står med indkøbsvognen fyldt med gamle plastikposer. Jakken har skiltets farve. Eller skiltet har jakkens farve. Hvad kom først? Skiltet eller jakken?

Jeg undviger hans insiterende blik og kanter mig udenom. Og når det inden lyset skifter.

Jesus loves you too, råber han efter mig.

Jesus er påtrængende i Guds eget land. Jeg har ikke inviteret ham med, og jeg trækker vejret lidt dybere, når andre vil dytte mig en bestemt overbevisning på. Det er fint, at Jesus elsker dig. Det er også fint, at du tror, han elsker mig. Jeg anerkender også, at det kan give dig fred i sindet og måske fylde dit liv med en form for kærlighed og mening.

Men jeg anerkender ikke din ret til at råbe efter mig. Jeg anerkender ikke din ret til at overbevise mig om din tro. Og jeg anerkender ikke blinde passagerer i min kuffert.

Jeg anerkender ikke, at nogen religion er mere rigtig end andres tro. Jeg anerkender ikke nogen troendes ret til at føle sig større end andre troende. Eller ikke troende. Jeg anerkender ikke sammenhængen mellem tro og krig.

Bliv endelig stående, der i krydset, med dit papskilt om Jesus. Og fortæl gerne, hvordan han giver dit liv kærlighed. Hold dig bare fra mit liv. Lad mig tro, hvad jeg tror. Og spørg kun, hvis du virkelig er interesseret i at høre om det.