Det værste ved jobsamtaler er, at man aldrig helt ved, hvad man er op imod. Hvad er den karakter, der kræves for at bestå? Når man synes, det går godt, gør det så også det?

Ja, det gjorde!!!!

Efter ugers myldremave, søvnløse nætter og hemmelighedskræmmeri, trækker jeg vejret helt ned i maven. Det blev mig. Mig der ikke længere skal cykle til Sjælør station hver morgen og knokle cyklen op af alle trapperne. Mig der ikke længere skal svinge Rejsekortet og sidde tre kvarter i linje E hver morgen og hver aften. Mig der ikke længere kommer dryssende fra arbejde mellem seks og syv.

Næ i fremtiden er jeg hende, der kan drikke kaffe på Sct. Hans Torv om eftermiddagen. Hende der kan drikke øl i Fælledparken. Hende der kan hente små børn i børnehaven ind imellem. Og jeg er hende, der cykler på arbejde på under en halv time. Hende der kan morgenbade med badeveninderne og løbe eftermiddagsture.

Jeg er også hende, der kommer til at græde over de kolleger, jeg ikke længere skal dele hverdag med. Og sådan er det.

Jeg er hende, der rejser fra et af de mest spændende jobs – til et endnu mere spændende job. De valgte mig. Jeg kan med bævende stolthed i stemmen fortælle, at jeg midt i marts arbejder for Rigshospitalet. Jeg skal være hende, der sørger for en sammmenhæng mellem Rigshospitalet og kommunerne og de andre hospitaler. For patienterne. Det bliver stort og fantastisk og svært og sjovt. Og jeg glæder mig.

Og et kæmpetak til verdens bedste Lene for den smukke buket, der lå og ventede da jeg kom hjem