I aftes dryssede jeg hen mit lokale fit-center for at tæske den ene romaskine, som jeg gør et par gange om ugen. Hvorfor? Jamen bare fordi. Og fordi det har jeg nu gjort i ret mange år. Nå ja, og fordi jeg tager på en uges kajakkursus på Tåsinge i sommer. Og ikke gider være hende, der sidder vræler, fordi det er hårdt at ro fem dage i træk.

Jeg kan ro røven ud af bukserne på de fleste i det center. Jøsses Maria, hvor er det en jammer at se på. Gang efter gang sidder jeg der i min romaskine med sveden sprøjtende til alle sider, mens jeg næsten får ondt af at se, hvordan de mishandler både sig selv og maskinen. Og ikke får meget ud af den træning. Jeg håber virkelig ikke, at jeg kommer til at sidde i en rigtig båd på det rigtige vand nogen-nogensinde med nogen af jer.

Hvis vi nu siger, at I bare læser med her på min blog, så får vi den overstået her. Og jeg kan ro i fred. Ikke?

Okay, herre goes:

STOP det der sparkeri eller pludselige træk i åren/håndtaget! Forestil jer lige at sidde i en båd. Vi ville jo ikke komme nogen steder. I stedet ville vi allesammen blive overdænget med vand. Årene er ikke skovle. Roning er ikke styrketræning. Robevægelsen skal være en flydende bevægelse. Uden pludselige træk. Roning er elegant, når det gøres rigtigt.

I udgangsstillingen lader du dig glide helt frem med sædet med bøjede knæ og hofter. Armene er strakt lige frem og ryggen er lige og lænet helt frem. Stræk benene helt ud, mens du bevæger den stadig lige ryg tilbage. Først når du er lænet helt tilbage, trækker du armene til dig i en glidende bevægelse. Stræk armene ud igen og lad dig glide helt frem til udgangsstillingen. Husk at spænde fødderne godt fast, så du ikke skal bruge energi på dem.

Når jeg kigger på den måde, I bevæger armene i robevægelsen, skærer jeg tænder. Hvordan i himlens navn kommer I i tanker om, at det skal være en buet bevægelse? Det er forkert, og det giver dårlig træning. Og igen bunker af vand i båden, hvis nu det var rigtigt. Bevægelsen skal være lige. Kæden skal hele tiden være lige og strakt. Lav en let opadrettet bevægelse, så du trækker åren/håndtaget mod brystet. Hver gang. Bevægelsen skal ikke ende i skridtet.

Og så kommer vi til det, der næsten kan få mig til at stoppe for rive mit hår ud med rode. HÅNDLEDDET! Vi arbejder i de store led her. Håndleddet er alt for skrøbeligt til at bære den bevægelse. Men ALLE, jeg ser, bruger håndleddet. Alle laver et lille vrid opad med hånden i udgangen og vipper det ned, når de trækker. Pas da på det. Når du tager fat om åren, skal skal overfladen af din hånd flugte med resten af armen. Og den håndstilling skal holdes. Hele vejen. Ellers ligger du lige om lidt og vræler over smerter i håndleddet. Det led skal overhovedet ikke arbejde.

Foran på romaskinen sidder en indretning til at indstille den belastning, man ror med. Kast lige et blik på den, inden du begynder at rive i åren. Indtil du har fuldstændig tjek på din roteknik, så lad den bare stå helt nede i det lave område. Det kan sagtens være hård træning alligevel. Du skåner bare de led, du belaster forkert.

Så mangler du bare at huske det der sprit, når du er færdig. Det er skideklamt at overtage din aflagte sved.