I dag fik vi ros. For den projektrapport, vi har udarbejdet for et af de projekter, der har slugt min tid. Ros fra de højeste direktionslag, overbragt af min chef. Og ikke bare ros, men stor ros. Og der sad jeg – og gloede på den mail med rosen. Og funderede over, hvorfor mit hjerte ikke svulmede af stolthed. Jeg kunne se, at mine makkere svarede med glade, taknemmelige mails, og jeg sad bare der og hakkede i det. Til sidst lukkede jeg mailen ned igen og funderede videre over, hvorfor jeg ikke bare jublede og drak det i store slurke. Det er da utroligt fedt, at vores arbejde i den grad bliver anerkendt. Skønt at alle de sene nattetimer ved tastaturet, de mange, lange diskussioner i arbejdsgruppen, alle omskrivningerne, – ser ud til at kunne bære frugt. Hvorfor i himlens navn sidder jeg så der og tøver?

Efter at have luftet ansigtet og tankerne i den klare frost på cyklen og i løbeskoene havde jeg en forventning om en afklaring. Men nej da. Jeg sad stadig med tøvende fingre ved tastaturet, da jeg atter åbnede mailen. Endelig fik jeg kreeret et svar med noget konstruktivt fremadrettet skriv. Og så faldt tiøren, tror jeg. Jeg ved måske bare ikke, hvad jeg skal stille op med ros eller ris taget ud af sammenhæng. Det kommer til at smage ligesom, når mor’en siger: neeeej, sikke en fin tegning. Fordi sådan siger man, når ens unge har lavet en tegning. Og det er ikke en fair sammenligning, for jeg er fuldstændig sikker på, at rosen er ment, og jeg ved, at den er saglig. Det er jo fedt at have lavet et stykke godt arbejde, som også bliver taget godt imod.