Ondt i halsen og unge bange mænd

Øøøøøv, jeg vågnede i nat med møgondt i halsen. IGEN! Jeg bliver da vanvittig. Har jeg ikke lige slået noget halsonde ned med antibiotika? Eller husker jeg galt? Nåmn, nu er det så den anden side af halsen. Og jeg tog mig en time længere på hovedpuden og droppede løbeturen til arbejde. I stedet cyklede jeg gennem den smukkeste forårsmorgen. Og følte mig i den grad snydt for løbeturen gennem skoven. Nu har jeg investeret i vitaminer og Rød Solhat og en frisk forsyning af min astmamedicin. For pollensæsonen er i den grad skudt igang. Jeg hoster og hvæser, øjnene løber, og jeg eksploderer i det ene charmerende nys efter det andet. Kønt. Og måske handler det hele bare om den astma, der hvert eneste år kommer bag på mig. Og som lige skal tøjles med medicin.

Ved middagstid hørte jeg udrykningslyde langt over det normale. Det viste sig at være udrykninger til og fra Sandholmlejren i forbindelse med et voldsomt slagsmål. Da jeg cyklede hjem, passerede jeg en grå, holdende bil. Ved siden af stod to civile betjente, mens en ung mørk mand, klædt i politiets hvide arrestationsdragt, lå på knæ i græsset og kastede op. Hvor må de være bange og pressede, de mennesker, som vi opbevarer i Sandholmlejren. Hvor er det lamt, at vores samfund knolder alt for mange mennesker af den slags, som har det allerværst, sammen på for lidt plads i alt for lang tid. Jeg cyklede sådan lidt trist og beklemt videre, og alligevel en smule oplivet over den måde, betjentene udtrykte respekt for den unge mand. Mens han lå der og kastede op.

Og så kunne jeg ikke modstå en tur i løbesko i skoven. Selvom blæsten pustede sig op, kunne den ikke narre mig. Det var varmt, var det. Og fuglene holdt konkurrence om at kagle højest. Stubbe Sø, som for en måned siden var bundfrosset, var spejlblank og fyldt med svømmefugle. Skoven er forvandlet. I får ingen billeder, for jeg løber aldrig med kamera, så I må nøjes med mine indre af slagsen. Det var SÅ smukt. Og SÅ dejligt. Så jeg glemte næsten at have ondt i halsen.