Signe og Helle på tur

Bedst som jeg solede mig i min egen selvfedhed over at være tjekket nok til at aflevere foredrag for 60 mennesker, huske at forudbestille taxa, slutte til tiden og nå Ruby Rejsers bus i Fredericia, ja så krakelerede det hele på få minutter. Signe og jeg faldt helt til jorden. Vi er novicer i fællesrejser til Norge. I løbet af øjeblikke i den bus, afslørede De Andre os som fuldstændig utjekkede.

De Andre – har været på tur med Ruby Rejser. Mange gange. De ved. De havde thermokaffe og madpakker med. Og en dram til senere. Vi havde ingenting. De havde kontanter til øl og kaffe i bussen. Vi havde bare vores plastikkort. Men der blev taget hånd om os. Vi var jo nye. Og De Andre er ordentlige mennesker, der tager godt imod nye. En mand havde rigeligt mad med og serverede både æg og tomater og ostemad i bussen. Suppleret af egne appelsiner og chokolade blev det et festmåltid. Og vand kunne vi købe på Hälsingborgfærgen.

De Andre ved, hvad vi plejer. De forklarede morgenmaden og hytten og det hele. De kender hinanden. Fordi de altid tager med Ruby Rejser til Norge. Signe og jeg kiggede på hinanden. Og følte os en lille smule ved siden af.

Maden er bedre end sidste år, ved vi nu. Vi har lært, at det er forkasteligt at være usocial. Nogle værelser er bedre end andre, er vi blevet belært om. Vi har kort sagt forvildet os ind i en lukket fest.

Og I skal ikke tro, det bliver en kedelig ferie. For vi har kastet os ud i et antropologisk studie. Det er dybt interessant at være sammen med mennesker, der altid gør det samme i deres ferier. Omkring os er den mest fantastiske natur. Vi har lejet ski og støvler og krydser fingre for at vinden lægger sig. Så tager vi på tur.

I aften har vi maddag og laver glaseret skinke. Jo, vi gør. Og så er det overstået. Vi har fri resten af ugen.

IMG_1235

Når jeg bliver stor……..

I år skal jeg på skiferie. Ikke syd på og alpint, men nord på og langrend. Min veninde og jeg rejser med Ruby Rejser til Norge. På en tur støvsuget for forelskede par og familier. Sådan som vi evighedssingler kan li’ det. En uges ferie fra lørdag til lørdag lidt senere på vinteren, når det næsten er forår.

Derfor sagde jeg for flere måneder siden helt uden bekymringer ja til et foredrag i Kolding fredagen før afrejse. Ingen problemer i det. Jeg kunne jo bare pakke om torsdagen eller måske nå det fredag aften. Herregud, det er jo bare en uge i skitøj.

Så jeg sagde ja og bekræftede. Vi aftalte længde og honorar. Og jeg bekræftede. Forleden fik jeg endnu en mail fra arrangøren med det endelige program, og jeg tænkte, at jeg måske snart skulle bestille togbilletter. Mens jeg sad og tænkte det, kom jeg i tanker om skileje. Det skulle jo være i god tid, havde de vist skrevet fra rejseselskabet.

Jeg fandt den efterhånden gamle mail med rejsebeskrivelser og oplysninger om skileje og printede alle bilagene ud. Skrev en mail til Norge og bestilte ski og støvler. Så var det gjort.

Så hentede jeg de printede bilag og lagde dem foran mig på skrivebordet. Mine øjne løb hurtigt ned over dokumentet og blev naglet til den nederste linje. Hvor der stod, at der var afgang fra Herlev station. Fredag aften klokken 19.30. Goddammit! Ruby Rejser er et gennemordentligt selskab. En ferie er fra ankomst til afgang. Alle timerne i en rumlebus tæller ikke med. Nej, vi ankommer til sæterhytten i Norge lørdag morgen.

Himmel og hav. Hvornår lærer jeg det? Bum, bum. Foredraget slutter 15.30. Det kan ikke ændres. Det giver fire timer at nå til Herlev. Med DSB. Og køreledninger, sporskifter og risiko for sne….

Jeg mailede til Ruby Rejser. Som omgående skrev tilbage, at jeg kunne blive samlet op i Fredericia. Pyh – reddet på stregen, tænkte jeg. Klokken 15.50, skrev de. What? Tyve minutter fra foredragsstop i Kolding til afgang i Fredericia!

Så ringede jeg. Og Ruby Rejser bor i Århus, så de er både venlige og hjælpsomme. Vi finder ud af det, sagde de. Vi snakker med chaufføren, så han ved, du kommer. Der er sikkert både lidt ventetid og trafik, han kan blive forsinket af.

Det kan nemlig lade sig gøre. Hvis jeg kvæler de sidste spørgsmål fra deltagerne. Snupper computer og tasker og spæner ud af døren. Springer ind i den taxa, jeg har forudbestilt. Så kan jeg være i Fredericia på 17 minutter.

Åh, hvad skal jeg med krimiserier i fjernsynet? Når jeg har mit liv lige her.