Jeg kommer gående ad Nordre Fasanvej med to flasker vin, chokolade, rullepølse og fiskefileter i tasken. Det er den 23. december. Pludselig, uden varsel, strømmer tårerne ned ad mine kinder. Jeg er beamet tre år tilbage i tiden, hvor jeg også kom gående ad Nordre Fasanvej på vej fra Superbest til mine døtre. Dengang med en rund svulst nederst på halsen. Lige i det bløde område, der danner en lille fordybning. Et område på min hals, jeg altid godt har kunnet lide. Og et særligt sårbart område. Inde i den runde svulst vokser kræftceller. Kræftceller som vil kunne vokse vildt og eksplosivt og slå mig ihjel. For tre år siden var jeg ikke klar til at dø. Det er jeg heller ikke i dag, men nu har jeg en anderledes klar bevidsthed om, at det vil ske en dag. Tårerne strømmer helt uhæmmet, og min krop har fuldstændig taget over. Den kan huske tidligere ture ad Nordre Fasanvej i julestemning.

Det går over, og jeg kommer tilbage til mine døtre og pakker julesager sammen til vores Berlinertur næste dag. Og  jeg går igen ad Nordre Fasanvej til Fuglebakken Station for at tage s-toget til Charlottenlund og lillejulemiddag hos min søster. På Hellerup Station står jeg af for skifte tog mod Klampenborg. Stationen er mørk og fyldt med mennesker, der er på vej til andre lillejulearrangementer. Med ét overmandes jeg af gråd. Denne gang ikke bare stille tårer, men gråd, som ryster hele kroppen. Det varer ganske kort og fortsætter måske lidt længere inde i mig. Mennesker ser nysgerrigt på mig og går videre. Det er fint, for jeg ønsker ikke at dele øjeblikket. Det er okay, at de ser mig og lader som ingenting. Det er en slags vanvidsøjeblikke, som kun jeg kan fatte dybden af. Andre behøver slet ikke  forstå. Det er mit og jeg lærer langsomt at leve med, at sådan er julen også for altid fremover.

Men det er samtidig mærkelige og svært forståelige oplevelser. Jeg har ikke svært ved at tale om min sygdom. Jeg bliver ikke grådkvalt ved tanken om kræft og kemoterapi. Men dagene i den sidste del af december er lagret i min krop. Dagene fulde af usikkerhed, da den runde bule langsomt blev til en trussel. Da den voksede fra sin uskyld og blev til aggressive lymfomceller. Da jeg langsomt begyndte at rumme erkendelsen af en mulighed for at dø fra mine børn. Da jeg lidt efter lidt tog bevidstheden ind  om at stå på tærsklen til at gennemleve den værste og mest voldsomme kemoterapi, jeg havde kendt i min sygeplejersketid. Da jeg langsomt gennemtænkte mit liv og langsomt erkendte en mulig afslutning. Det liv, som jeg har brugt ufattelige kræfter på at få tilbage og langsomt fatter, er tabt for altid. Nu bygger jeg nyt. Julen vil for altid rumme en komprimeret form for sorg over det tabte.

Alligevel bliver det jul. Alligevel er vi glade sammen og fejrer både jesusbarn, solhverv og mit genvundne liv. Vi fejrer Alma, som gav liv og håb til juletiden for tre år siden, da hun lod sig føde sammen med mine første kemobehandlinger. Julen vil bare altid være begge dele og alligevel er håbet og livet størst og vigtigst.