Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….