Jeg må lige aflevere en hyldest til Norge. Jeg har forelsket mig en lille smule i landet. Og i dem der bor her. For jeg er tilbage.

For nogle måneder siden mødte jeg Line til en konference i Danmark. Hun holdt oplæg om noget telemedicin, som skabte ressonans i mit overarbejdede hjerte. Jeg strøg op til podiet, da hun var færdig og afleverede mit kort og spurgte, om jeg måtte skrive til hende. Det gjorde jeg så nogle uger senere. Og jeg spurgte, om jeg måtte besøge det center, hun arbejder for. Og som jeg troede lå i Oslo. Fordi vigtige sager jo foregår i en hovedstad. Not?

Jeg blev budt varmt velkommen til et besøg. Og lærte så, at centeret ligger i Tromsø. Som er tæt på verdens ende.

Og nu er jeg her. Sammen med Signe fra Danske Regioner. Som var fuldstændig frisk på at forlænge vores faglige besøg med et par dage i fjeldet.

Og nu sidder vi her på hvert vores hotelværelse og er overvældede til tåregrænsen. Over al den venlighed og omsorg, som nordmændene folder ud over for os. Bare fordi vi kommer, har de trommet en ordentlig flok forskere sammen til at fortælle os om deres arbejde. Der har været stramt program hele dagen. Bare for os. Og det er der også i morgen. De har kræset om os med tapas og kaffe og vafler med myseost. Og nu er vi lige kommet hjem fra en restaurant, hvor vi har fået måske den bedste sushi i mit liv. Nogensinde. Med norsk laks der smelter på tungen. Og Line, der leder centeret, har brugt hele sin aften sammen med os.

Læg dertil at Tromsø ligger så smukt, så jeg er ved at tude, når jeg kigger ud af mit hotelvindue. Med store fjelde og vand omkring. Med metervis af sne, som har givet sig til at tø. Fordi vi kom med noget forår fra Danmark.

Jeg er overvældet. Og taknemmelig. Og jeg håber, vi tager lige så flot og varmt imod, næste gang vi får gæster i Danmark.