Sommeren bliver i Nepal. Så meget har jeg besluttet. Og det har ikke været let, for jeg ville frygtelig gerne have været i Pakistan. Men det eneste, jeg kunne støve op, var en plads i det pakistanske Røde Halvmåne eller et frivilligt vikariat på et cancerhospital i Lahore. Og det giver sådan lidt en usikker fornemmelse i maven. Havde jeg kunnet finde et lille lokalt program langt ude i bjergene i Karakoram, havde jeg slået til. Men jeg tror, situationen generelt er for usikker til den slags projekter med vesterlandske deltagere. Uagtet at lokalbefolkningen i den grad kunne bruge det. Så jeg har aflyst Pakistan og beklaget til min bekendte, som allerede var begyndt at glæde sig til jeg kom. Jeg vil til Pakistan, men det bliver tidligst sommeren 2011.

Så Nepal bliver det. Og jeg har hele to tilbud at vælge imellem. Jeg afventer nogle priser på det ene, før jeg endeligt beslutter mig. Nu skal man endelig ikke forledes til at tro, at jeg er en inkarnation af Mother Theresa. Jeg elsker Nepal, og jeg elsker at tage på eventyr. Men jeg kan allerbedst lide eventyr, hvor der er mere end mine egne oplevelsesbehov. Så at kunne tage på eventyr til helt nye steder i verden og tage nogle professionelle kompetencer med mig er en helt perfekt kombination af alting. At nogen så måske bliver glade, lidt sundere eller klogere tager jeg gerne med i købet.

Jeg kan vælge imellem to projekter. Det ene ligger i den nordvestlige del af Nepal. I en fjern provins i “The Hidden Himalaya”, der hedder Humla. Der er ni dages vandring dertil gennem virkelig uvejsomme områder. Højdeprofilen for provinsen siger 1.500-7.300m, og der er af gode grunde ikke noget, der ligner vestlig infrastruktur. De er voldsomt interesserede i at få mig ud i projektet, fordi jeg er kvinde. Kvinderne i området modsætter sig nemlig at blive undersøgt af mænd, og det udgør faktisk en trussel mod deres helbred. Jeg ville elske at komme derud. Jeg er ildt tiltrukket af muligheden for at arbejde i sådan et område. Arbejdet vil omfatte både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Og det er netop også, hvad der tiltrækker mig ved projektet. Det har en lokal forankring og er ikke bundet op på livslange bidrag. Men jeg er nødt til at vide, hvad det kommer til at koste mig, før jeg råber ja. To gange ni dages trek med en guide kan godt løbe op, og jeg skal selvfølgelig betale for min mad, mens jeg bor i landsbyen. En anden mulighed er at gå fra Tibet. Det tager kun seks dage, men så kommer transporten til Tibet oveni.

Min anden mulighed er et projekt i Chitwan i det sydlige Nepal. Projektet er også lille og lokalt forankret. Også her omfatter det både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Ud over en landsby klinik omfatter projektet en flygtningelandsby. Landsbyen blev oprettet efter at mange mennesker mistede alt i massive mudderskred. Indbyggerne ligger i øjeblikket i forhandlinger med den nepalesiske regering om at få rettighederne til den jord, de bor på. Projektet er billigt at deltage i. Mad og ophold koster ikke meget, og transport til Chitwan er ikke nogen stor udskrivning.

Det er en sjov og tankevækkende proces at lede efter sundhedsprojekter i den 3. verden. Det er på nogle områder ved at udvikle sig til en slags charter-industri. Jeg er stødt på store amerikanske og internationale firmaer og foreninger, som arrangerer ophold for volunteers rundt omkring, og helst ikke for langt fra lækre badestrande og andre turistattraktioner. Lidt et sjovt koncept, synes jeg. Man kan bestille et “frivillig-ophold” på to uger og en forlængelse med badeferie eller safari bagefter. Jeg får indtryk af, at de udsender hundredevis af frivillige, som lægger en klækkelig betaling og bor sammen i hostels. Not what I was looking for. Hvis jeg skal ud og være godgørende, skal det have en virkning – ud over mit oplevelsesaspekt. Og det har de her to projekter. I hvert fald potentiale til.