Tupiza

Mit lille bitte røde hus har fundet sit navn. Eller navnet fandt huset. Godt hjulpet af min kloge søn, som var på bryllupsrejse, mens navnekonkurrencen rasede.

Tupiza, sagde han pludselig henover rødvinen i fredags, dit hus skal selvfølgelig hedde Tupiza. Jo, fortsatte han, Tupiza er jo stedet, hvor man får en ekstra dag.

Tupiza er det. Og historien?

Da min søn blev 30, forærede jeg ham en billet til Buenos Aires. Sammen med mig. Vi ankom i Argentina uden anden plan end nordpå. Til steder jeg ikke havde været før. Fra lufthavnen tog vi til den enorme busstation og købte billetter til Tucuman. Vi havde stadig ikke nogen planer, men var ikke specielt vilde med Tucuman. Så vi fortsatte med bus til Salta. Som til gengæld sprang direkte i vores hjerter. Vi havde ikke helt taget højde for den katolske juletid, og vi blev låst fast i Salta. Alt var lukket. Vi boede på det hyggeligste, mest nuser lille familiehotel og tøffede rundt på opdagelse i byen. Jeg satte næsten livet på spil på morgenløbeturene, fordi Salta som så mange andre sydamerikanske byer er fyldt med halvvilde hunde. Til sidst lykkedes det os at finde en turoperatør, der tog os et par dage rundt i bjergene. Som var ubeskriveligt smukke. Vi havde egentlig forestillet os at fejre nytår helt alene et sted i bjergene, men vi kunne ikke opdrive et kort. Og blev derfor i Salta. Og fik det vildeste, sjoveste, fedeste nytår – ever. Den historie bliver en anden gang.

Bagefter tog vi med bus til Bolivia. Eller til grænsen fordi busser ikke må passere. Vist nok noget med narkotransporter. Vi tog vores bagage og traskede ind i et helt andet samfund. Og havde stadig ikke rigtige planer. Lidt tilfældigt fandt vi så en bus til Tupiza. Og her blev vi lidt forelskede igen. Altså i Tupiza. Vi fandt det hyggeligste lille hotel og en turoperatør, som kunne vise os lidt af Bolivia. I 4-5 dage kørte vi rundt i Altiplano, Andes plateauet, og de uendelige saltsletter, Sala de Uyuni. Vi overnattede i salthotel, balancerede rundt om kogende geysere, så de vildeste klippe- og lavaformationer og forladte historiske bjergbyer. Vi havde det faktisk ret fantastisk. Efter turen vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel og slappede af og gik på opdagelse i Tupiza. Indtil vi tjekkede ud og fandt en bus tilbage til grænsen.

Tilbage i La Quicaca på den argentinske side af grænsen, slog vi os ned i en restaurant tæt på busstationen for at fordrive ventetiden med en god bøf og rødvin. Og lige der var det, at Morten sagde: Må jeg ikke lige se billetterne? Få minutter senere var vi var vi på desperat jagt efter nye billetter tilbage til Salta. Vi var nemlig en dag for sent. Og vi havde et fly at nå i Salta, tilbage til Buenos Aires og videre hjem. Og lige der, ikke længe før midnat, var der ikke mange løse billetter at få. Det lykkedes. Vi måtte stå af bussen omkring kl 3 og skifte til en anden bus, men det lykkedes at være i Salta næste morgen. Vi spurtede op til vores hyggelige hotel, hvor vi havde efterladt en del bagage, betalte dem for ikke at have brugt vores værelse og spurtede i taxa til lufthavnen.

Flyet var selvfølgelig nogle timer forsinket, og vi nåede det hele. Vi havde oven i købet et par dage i byernes by i Argentina. Men på mærkelig vis forsvandt der en dag i Tupiza. Eller fik vi en ekstra?

Tupiza er på alle måder det helt rigtige navn til mit hus.

Sydamerika 2009 450

Sydamerika2 140

Water under the bridge og good times to come

Jeg er jo ikke anderledes end alle andre og standser også op ved nytårstide og ser på det forgangne år. 2009 blev et år med store forandringer. Jeg tog beslutningen, som havde gæret i flere år, og flyttede til hovedstaden. Forlod simpelthen Århus og startede et helt nyt liv. Nyt job i region Hovedstaden og en start i Holte hos Bo og Helle, hvor jeg nåede at bo i syv måneder, før truslen om et salg af huset blev virkelighed. Nu er det så Birkerød de næste to år. Her er lidt langt ude på landet, og jeg er ikke sikker på, at det er her, jeg skal leve. Men for nu nyder jeg skoven udenfor min dør, jeg nyder freden og roen, og at København trods alt er tættere på end før.


For et år siden rejste jeg til Sydamerika med min søn. Det var hans 30-års fødselsdagsgave og min sidste chance for at rejse alene sammen med ham. Vi landede i Argentina, holdt den mest forrygende nytårsfest i Salta i det nordlige og cruisede rundt og udforskede de nordlige bjergområder i Argentina. Bagefter tog vi videre til Bolivia og var på tur på den bolivianske højslette og havde de mest fantastiske oplevelser. Så intenst at vi kom et døgn for sent til bussen på den argentinske side af grænsen, men – alting løser sig jo, og vi nåede både vores fly fra Salta og nogle dejlige dage i Buenos Aires.
Sommeren gik til Sydafrika, hvor jeg rejste rundt et par uger på egen hånd med lokale busser, før jeg sluttede i Durban, hvor jeg skulle holde oplæg på sygeplejerskernes verdenskongres. Jeg var helt positivt overrasket over landet. Det er smukt, spændende, og jeg blev modtaget varmt og venligt, hvor jeg kom frem. Der vil jeg gerne tilbage til. Durban var en storby, og jeg havde fundet et hotel væk fra strandpromenaderne, hvor jeg med sindsro kunne løbe en morgentur alene hver dag. Konferencen var en stor oplevelse, som blev præget af sydafrikanernes store stolthed over endelig at kunne byde en international konference velkommen. Fra Sydafrika tog jeg til Kilimanjaro Airport i Tanzania, hvor jeg fik en modtagelse som en hjemvendt tabt datter. Jeg blev så rørt over den modtagelse. Alle vidste, jeg havde havde været syg, og sådan en sygdom overlever man jo ikke i Tanzania, så jeg var på linie med et sandt mirakel. Det var dejligt at være tilbage. Dagen efter kom den gruppe, jeg skulle tage med på Kilimanjaro, og vi havde en fin tur, bortset fra et maveonde, der fik mig til at vende om før toppen. Men gruppen kom op.

Løbemæssigt startede jeg året med at være i overtræning. En tilstand, der havde varet mere eller mindre siden den foregående sensommer, hvor jeg med hovedet under armen trænede vildt og voldsomt efter to måneders ekspedition.  Det gik meget godt hele sommeren, hvor jeg endelig blev hurtigere og hurtigere, indtil jeg blev ramt som af en solid mur og var helt færdig med at være smart. For at understrege, hvor dum jeg kan være, deltog jeg i en familietradition i december 2008, – et halvmaraton i Randers, som jeg jo på ingen måde var i form til. Og det bragte mig en fibersprængning samt flere stadier tilbage i overtrænings-tilstanden. Så det var et løbemæssigt pivedyr, der løb ind i 2009. Siden er det kun gået fremad. Jeg trænede udelukkende mængdetræning i mange, mange måneder og trappede langsomt distancerne op. Løb 4-5 gange om ugen suppleret af adskillige kilometer på cykel. Det er vel blevet til godt 2000  kilometer sammenlagt i løbeskoene og mindst 10.000 kilometer på cyklerne. Og fra efteråret er jeg igen begyndt på intervaller. Jeg indledte en dobbelt strategi overfor mig selv. På den ene side vil jeg gerne være hurtigere igen. Jeg havde allerede for to år siden et mål om igen at løbe fem km på omkring 20 minutter, og sådan blev det bare ikke, og jeg justerede mit mål kraftigt og var glad for at kunne løbe under 25 minutter til DHL-stafetten. En måned senere løb jeg samme distance på 23.30, så bedre er det da blevet. Den anden strategi går ud på mentalt at indkode et andet niveau end tidligere. Derfor løb jeg flere motionsløb i løbet af efteråret. Jeg var nødt til at komme min konstante skuffelse til livs, så det igen kunne være sjovt at løbe motionsløb. På et tidspunkt må den mission vel lykkes? Det er så dumt at bruge livet på at være skuffet, ikke? Jeg løb mit sidste 10 km løb på næsten 52 minutter, og den sved, men det er sådan det er. Det kan godt blive hurtigere, men det kommer ikke helt ned igen.
Jeg synes stadig, det er fedt at løbe. Jeg elsker mine løbeture i skoven. Jeg elsker stadig ikke de mørke sene træningsture på villavejene, men prøver at tage dem som en ‘lær-din-by-at-kende’ ting. Jeg har meldt mig i Birkerøddernes Løbeklub, men det lykkes ikke så tit at nå med på deres træningsture. Jeg har svært ved at nå hjem og være parat kl 17.30, og klokken 10 lørdag formiddag…. åh der er det så fristende at sidde med min avis og en ekstra kande te, og udskyde træningen til eftermiddagen. Men det har været hyggeligt, når jeg har været med, og måske bliver det mere, når det bliver lysere.
Jeg meldte mig også under fanerne i Løbeklubben på Facebook, hvor jeg har deltaget i 24-timers løb i Holte og Viborg. Begge fantastiske oplevelser med intenst samvær med nye mennesker. Til juni laver vi et kvindehold til 24Run i Holte med seks kvinder. Og vi har ambitioner om at gøre det godt og komme på podiet.
Min største mentale udfordring bliver Copenhagen Marathon, som jeg tilmelder mig i år. To af mine svogre løber også, så det bliver en hel familieting. Jeg tvivler på, at jeg kan løbe på under fire timer, og den bliver bare svær at sluge. Men jeg må sluge den og lade være med at hænge fast i, hvordan det var engang.

Min drøm om at etablere en idrætsforening for kræftpatienter bliver nu til virkelighed. “Motionspacten” bliver etableret i januar. Vi har allerede etableret bestyrelsen, hvor jeg er blevet formand, og det egentlige startskud bliver den første uge af maj, hvor der bliver træningsuge på Lanzerote. Der sker virkelig noget på den front for tiden. der er også sket ting i Århus, efter jeg har forladt byen. Måske har mine skriverier, foredrag og forskellige forkølede forsøg alligevel båret frugt. Der er heldigvis i det hele taget ved at komme langt mere fokus på, at behandling ikke bør stå alene , og at kræftrehabilitering skal startes sammen med behandlingen. Jeg er så glad for at kunne være med til at starte den her forening og få noget positivt samvær ind i livet for de mennesker, som har været igennem kemo, stråler og hvad der ellers kan høre med til et behandlingsforløb.
Jeg selv valgte at afslutte mit kontrolforløb på Herlev Hospital. Jeg hader og afskyer at møde til blodprøver og kontrol og får neurotiske anfald, selvom helbredet er fint. Så nu dropper jeg det og besøger min egen læge, hvis jeg mærker noget. Det blev også en slags markering af at tage mit liv i mine egne hænder igen. Og et godt valg.

Økonomien har desværre sat kontante begrænsninger for mine udfoldelser, og det kommer den også til de næste år. De fantastiske sponsorater, vi modtog til ekspeditionen i 2008, er desværre blevet voldsomt beskattet. Vi troede, vi havde sikret os efter vejledning fra bank og skat, men ak nej, jeg er blevet smertefuldt klogere. I forvejen betød ekspeditionen to måneder uden løn, så at der oveni er kommet et skattesmæk på næsten 90.000 kr har drænet min økonomi til langt over smertegrænsen. En planlagt ekspedition til Pakistan næste sommer er derfor sat i venteposition. Jeg håber, at jeg måske kan trækkke udgifterne til ekpeditionen fra og på den måde få lidt af pengene igen, men kommunikation med SKAT går langt over min forstand.

Men jeg møder 2010 fuld af fortrøstning. Et år, hvor jeg ikke skal flytte, hvor jeg får ro og struktur på løbetræningen, hvor jeg får cyklet masser af kilometer og lærer Nordsjælland og hovedstaden meget bedre at kende.