Pludselig i aftes følte jeg mig kørt over af en damptromle og satte mig lidt pjevsende i sofaen. Havde ondt i musklerne og tunge øjne og lidt feber. Og damptromlen havde åbenbart tromlet løs hele natten, for alting var værre, da jeg vågnede.

Jeg giver ikke så let op, så jeg forsøgte mig med en hjemmearbejdsformiddag i håb om hurtig helbredelse. Men jeg måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse mit møde i Hillerød om eftermiddagen. Resten af mine møder var heldigvis over telefonen, og det kan afvikles uden de store fysiske udfoldelser.

Jamen hvad var meningen? Hvad skulle det nu til for? Og hvorfor lagde jeg mig ikke bare syg? Hvis jeg nu allerede kl syv havde skrevet til vores sekretær, at jeg var syg, altså på sygemåden, så havde jeg kunnet ligge fredeligt på sofaen den ganske dag og have plejet mig selv med min roman eller en dårlig film og anden sød omsorg.

I stedet nægtede jeg, og blev lidt hårdnakket ved med at tro, at jeg ville komme ud af døren til mit møde. Som jeg næsten selvklart måtte aflyse alligevel. Lagde jeg mig så sofaen? Nej da. Jeg skriblede halvhjertet løs på forskellige ting, som skulle være færdige nu eller om lidt.

Og nu er en hel dag gået med meget lidt. På den dårlige måde. Fordi ingenting bliver godt, når det er halvhjertet. Damptromlen er lettet og kørt videre, og en god nattesøvn skal nok gøre mig klar til en dag i morgen. Feberen er væk, og mine muskler føles igen, som noget, der kan løfte opgaven.

Men for en anden gangs skyld vil jeg gerne have et kursus i at spilde en dag ordentligt. Uden halvhjertede forsøg på at nå alting.