Den her jul må gerne begynde at hoste op med noget bedre snart. Jeg går glip og går glip af alt det sjove og hyggelige. Af al den forkælelse jeg skulle smøre ud over min verden. Min december fyldte sig med et helt passende antal julefrokoster. Jeg har deltaget i to. Den første som på-vej-til-at-blive-syg og en forkølet udgave af mig selv med begyndende byld i øjet. Den anden havde jeg selv arrangeret, og jeg mødte op bevæbnet med Panodil, øjendråber og næsespray. Det er jeg så holdt op med. Nu bliver jeg hjemme.

Jeg kan ikke engang svinge mig op til at være rasende over det. Jeg er skuffet. Nærmest barnligt ked af det. Jeg har boet i min sofa, og jeg har aflyst mit julebesøg hos min far. Og han får ikke de småkager, jeg har bagt til ham. Jeg fik ikke lavet juleknas med veninderne i lørdags. Jeg kom ikke til julefrokost med Rigshospitalet. Til gengæld har jeg været ægte syg med høj feber, og en øjenbyld, der eksploderede på mig i søndags. Og slog alle klamhedsrekorder.

Jeg ved, det holder op. Mit øje nærmer sig noget næsten normalt. Jeg har næsten ikke feber, og jeg kan sige flere sætninger i træk. Men det stinker at være alene i en stor sofa midt i december. Der burde være et omsorgsfirma for syge singler. Som kom med mad og luftede ud. Og hentede pakker på posthuset, når de havde rystet dynen og skiftet lagen.

Jeg bliver i sofaen lidt endnu. Jeg har fået mad, jeg har vasket sengetøj og luftet dynen igennem, og jeg har stadig ikke hentet min pakke. Og her i min sofa får jeg læst bøger, jeg har drømt om længe og opdager nye serier på Netflix.

Det går nok, det hele.