Efter mange timers koncentreret tilstedeværelse på dagens konference. Hvor kommentarerne strakte sig fra ‘genialt’, ‘fantastisk’ , ‘fint koncept’ og ‘super spændende’, til ‘vanskeligt’, ‘enormt svært’, ‘kompliceret’ og ‘uigennemskueligt’. Så gør ti kilometer i løbeskoene godt. Også selvom mindst tre hadeparametre var opfyldt. Det var mørkt, det var klamt, og der var for mange biler. Hjernespændingerne blev rystet fri, og kroppen faldt på plads igen.

Turen var ikke noget særligt. Jeg løb bare afsted i mørket over slusebroen. Og en gang imellem er det bare helt okay at løbe ud i mørket alene. Når jeg har været på og koncentreret en hel dag, kan mørket og aleneheden være ren healing. Jeg ser ikke så meget på sådan en tur. Har slet ikke min opmærksomhed på verden omkring mig. Jeg lukker lyde og trafik ude og får sorteret lidt i det mylder af indtryk og tankespind, dagen har fyldt mit hoved med. Jeg skråede ind over Fælleden i mørket, og gennem det klamme vejr, skinnede månen nok til, at stien blev synlig. Og for en stund var jeg fuldstændig alene.Og der lå ingen banditter på lur og frøs bag buskene.

Det gode ved sådan en tur er, at jeg forærer mig en time uden tanker. En time hvor kroppen tager over, og resten af hjernen trykker på pauseknappen. Sådan en slags mentalt brusebad, som renser ud efter en dag med seriøst mylder på øverste etage.

Og nu er jeg så tom derinde, at jeg ikke engang kan finde noget indholdsrigt at blogge om. Men jeg er glad. Jeg tror, vi lavede en fin konference.