Dagens rogn

Et helt kilo torskerogn i køleskabet kan bidrage til underholdningen de næste dage. Her kommer simpelthen en rogn-føljeton.

Dagens rogn blev fordelt på frokost og aftensmad. Kold kogt rogn på rugbrød er en glimrende spise, og jeg kunne stadig glæde mig til aftenrognen. Som blev stegt i tykke skiver i smør og olivenolie. Og så lavede jeg clu’et – hjemmerørt mayo med hvidløg og chili. Jamen man kan sidde her og blive helt frydefuld over al den rogn, der stadig ligger i køleskabet. Fortsættelse følger fra frokostfronten imorgen.

Sammen med dagens rogn blev der plads til at fordøje dagens togoplevelser. Hvad skal man med tv, når man har linje E?

Sammen med en kollega nåede jeg Hillerød station på cykel, hvor der herskede en let anstrengt stemning omkring klokken halv fem. Noget med noget tog, som havde været taget ud. Derfor var der kø både for at komme ud af toget, og for at komme ind. Jonas og jeg spillede smarte og spurtede ned i den fjerne togende. Og det var der 10-12 andre cyklister, der også havde gjort. Og så sker der det, som altid sker, når cykelrummet er proppet til bristepunktet. Venligheden slår igennem. Folk møver sammen, griner og giver plads.

Undtagen de tre, der klumpede sammen på cykelsiden med hver sin grønne bajer i hånden. Med hærgede ansigter og klumper i balancecenteret. Men cykelrummets venlighed kunne rumme dem. De fik lov at sidde med deres eftermiddagsbajer. Og hvad de nu ellers havde gang i.

Indtil et sted mellem Svanemøllen og Østerport station. Nu var det tyndet ud i de sammenfiltrede cykler, og trekløveret kunne efterhånden indtage et sæde hver. På cykelsiden. Men pludselig var der ond stemning i mellem dem. Den ene havde tilsyneladende købt piller gennem de to andre, en lang mand og en kvinde med lyse krøller. Og nu var hun utilfreds med virkningen.Og ville have sine penge igen. Og der, midt i flexrummet i linje E, foldede narkomanens rædselsfulde liv sig ud for vores sarte ører. Kvindens afmagt over at have brugt 500 kroner på piller, der ikke gav hende den ro, hun må have. She lost it, siger man på engelsk. Flegnede fuldstændig ud, der midt i flexrummet. Råbte, skreg, sparkede og rasede. Over de penge, hun ikke havde længere. Over ikke at have råd til metadon. Over at være nødt til at gå på gaden. Over ikke at have penge til sine børn.

Indtil parret valgte at stå af på Østerport station. Netop som dørene var ved at lukke i, samlede den rasende kvinde cykel, taske og frakke og stormede efter dem. Mens vi langsomt kørte ud af stationen, så vi hende i en stadig diskussion med den lange mand.

Da togføreren på Vesterport meddelte, at en dør var gået i stykker,og at han derfor ikke måtte køre med passagerer, kunne vi kun finde hinandens øjne. Og bryde sammen i en slags lettelsens grin. Og cykle det sidste stykke hjem. Til rognen.