Farveladehuse på Tromsøya

I morges løb vi tur i det kølige Tromsø. Sneen var stilnet af, og det var igen blevet temperaturer til at lægge huen væk. En del timer senere landede jeg i Sydhavnen og kunne sætte mig med bare tæer i solen og nyde min kaffe og alle børnene, der pløjede rundt i gården.

Her kommer bare en kavalkade af lokal Tromsø arkitektur. Jeg elsker farveladehusene.

IMG_6071

20130421-222202.jpg

20130421-222302.jpg

20130421-222424.jpg

20130421-222530.jpg

Tromsø blues

Min forelskelse i Tromsø er kølnet en lille smule efter to dage med blæsevejr og slaskvåd sne. Vi har   timet vores besøg elendigt. Vi er in between seasons. I sidste måned kunne vi have boltret os på ski og svælget i nordlys. Om et par måneder kunne vi traske rundt i fjeldet og klatre op på de smukkeste toppe. Bare ikke nu.

Lige nu sker der alvorlige sneskred omkring Tromsø. Som river alt med sig. Sneen smelter, bliver blød og vandet driver ned alle vegne. Det er lyst til omkring klokken ti om aftenen, så måske kunne vi have oplevet det sidste nordlys langt ude på fjeldet. Hvor vi altså ikke kan komme.

Men vi lader os ikke afskrække helt. Ud skal vi jo. Vi kan afsløre, at Tromsø i vinterdress ikke er inspirerende at løbe i. Slet ikke i sidst-på-vinter-dress, fordi sne bliver blød og  uegnet til at løbe i. For vi taler  ikke om ti eller tyve centimeter sne. Vi taler om en eller to meter. Og det er ingen spas at synke ned i. Det levner asfalterede stier og veje. Hvor der også her højt mod nord er for mange biler.

Vi trak derfor i vandrestøvlerne i morges og travede hele øen rundt. Næsten. Mens regn og sne blæste os i hovedet hele vejen. Vi holdt århundredets korteste frokostpause. I et busskur. Hvor vi spiste de to handmadder, vi havde stjålet os til at smøre ved morgenbordet. Vi nåede at spise færdig, før fingrene frøs til is.

Til sidst fandt vi op til Lysløjpen, der går på tværs af øen. Her var sneen fast nok til at gå på. Ind imellem. De øverste ti centimeter var temmelig fesne. Men pludselig var den fast. Og pludselig kom skiløbere susende, som kun nordmænd kan.

Jeg har sluttet dagen af på museum. Jeg elsker museer. Og mest elsker jeg museer med temaer. Her i Tromsø er der naturligvis et polarmuseum. Det ligger på havnen i en rød træbygning. Og det er fyldt med historier om barsk natur og barske mænd og kvinder. Som overvintrer i Arktis for at fange sæler, isbjørne og hvalrosser Tænk at sidde i en indefrosset hytte i fem måneder! Og de gør det stadig. Undtagen det med isbjørne.

Og så var der selvfølgelig uendelige historier om Roald Amundsen og Fridjof Nansen. De er fra dengang, der var bedrifter til. Dengang man tog på forskningstogter i flere år. Uden kontakt til dem derhjemme. Jeg holder aldrig op med at være fascineret.

Tromsø, jeg tror ikke, jeg er færdig med dig. Jeg tror, jeg må tilbage. En dag, hvor jeg kan spænde ski under fødderne og tage ud i fjeldet. Eller en dag, hvor det hele står grønt, og jeg kan snøre støvlerne for at gå på fjeldet.

Til da: Tusind tak for nu og pas godt på ishavet.

IMG_1440

Tak, Norge

Jeg må lige aflevere en hyldest til Norge. Jeg har forelsket mig en lille smule i landet. Og i dem der bor her. For jeg er tilbage.

For nogle måneder siden mødte jeg Line til en konference i Danmark. Hun holdt oplæg om noget telemedicin, som skabte ressonans i mit overarbejdede hjerte. Jeg strøg op til podiet, da hun var færdig og afleverede mit kort og spurgte, om jeg måtte skrive til hende. Det gjorde jeg så nogle uger senere. Og jeg spurgte, om jeg måtte besøge det center, hun arbejder for. Og som jeg troede lå i Oslo. Fordi vigtige sager jo foregår i en hovedstad. Not?

Jeg blev budt varmt velkommen til et besøg. Og lærte så, at centeret ligger i Tromsø. Som er tæt på verdens ende.

Og nu er jeg her. Sammen med Signe fra Danske Regioner. Som var fuldstændig frisk på at forlænge vores faglige besøg med et par dage i fjeldet.

Og nu sidder vi her på hvert vores hotelværelse og er overvældede til tåregrænsen. Over al den venlighed og omsorg, som nordmændene folder ud over for os. Bare fordi vi kommer, har de trommet en ordentlig flok forskere sammen til at fortælle os om deres arbejde. Der har været stramt program hele dagen. Bare for os. Og det er der også i morgen. De har kræset om os med tapas og kaffe og vafler med myseost. Og nu er vi lige kommet hjem fra en restaurant, hvor vi har fået måske den bedste sushi i mit liv. Nogensinde. Med norsk laks der smelter på tungen. Og Line, der leder centeret, har brugt hele sin aften sammen med os.

Læg dertil at Tromsø ligger så smukt, så jeg er ved at tude, når jeg kigger ud af mit hotelvindue. Med store fjelde og vand omkring. Med metervis af sne, som har givet sig til at tø. Fordi vi kom med noget forår fra Danmark.

Jeg er overvældet. Og taknemmelig. Og jeg håber, vi tager lige så flot og varmt imod, næste gang vi får gæster i Danmark.

IMG_1431