Jeg vil bare så gerne have en undskyldning fra skolen, sagde en far forleden. En far til et af de børn, der næsten døde i det iskolde vand en dag i februar for næsten to år siden. En far til en dreng, hvis hjerne har taget skade af de mange minutter, hans hjerte gik i stå i det kolde vand.

Hvorfor er det så svært?

Det var en lærer, der nu er død, som tog alle børnene med på sejltur en alt for kold og blæsende dag. Hvor man skulle være blevet på landjorden. Han kan ikke gøre det om. Eller sige undskyld. Man kan sige, han betalte en ultimativ pris.

Jeg havde tillid til den lærer, sagde forstanderen. Som var på vej til Østrig, da børnene kæntrede. Tillid er godt.  Jeg kunne aldrig trives på en arbejdsplads uden tillid.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor den forstander ikke siger det. Undskyld! Jeg er så ked af det, der skete. Jeg forstår ikke, hvorfor den lærer gjorde, som han gjorde. Jeg vil gerne på skolens vegne og som forstander give jer en uforbeholden undskyldning. 

Måske ville det være lettere at leve videre. For børnene og deres forældre med deres kæntrede liv. Fordi de med et lille ord, ville føle sig set. Og ikke sidde med fornemmelsen af en rusten dør, der lukker.

Store mennesker kan sige undskyld.