Jeg om hjem i dag lidt over seks, parkerede cyklen i skuret og slukkede for al tankeaktivitet. Skyndte mig op og i løbetøjet, fandt reflekslys og Garmin, lagde uret på trappen, mens jeg tog løbesko på, så det unne finde satelitter imens. Og afsted med mig. Og tankestrømmen tændte igen. Det er sådan et trick, jeg har lært mig for mange år siden, når det er mørkt og sent og koldt. Ikke tænke, bare på med tøj og sko og afsted, og så kører det.

Det var isnende koldt. Vinden gik til marv og ben. Og for at sige det, som det var – blev det en grusom tur. Vi har fået en del sne det sidste døgn, og jeg startede i nogle centimeters sne, som hurtigt blev til en blanding af smat og is. Jeg løb 11 m rundt i Birkerød, og efter kort tid var fortove og cykelstier paet ind i is. Det var ren Bambi på glatis, og det var rent held, at jeg ikke stod på næsen. Jeg er øm i benene af at holde balancen. De sidste 2-3 km havde jeg is-vinden stik imod mig. Vinden var så kold, at jeg et par gange måtte stoppe for at få varmen. Helt modsat. Jeg plejer at løbe videre for at holde varmen.

Men jeg om hjem uden skrammer. Hjem fra en løbetur af den rigtig sjældne slags. En tur jeg ikke på nogen måde havde nydt. Men så er det godt at sidde i sofaen med kamillete og Robert Redford på tv.