Jeg ved det godt. Det er et vilkår, når man lader sig føde på nordlige breddegrader og ikke forlængst er flyttet herfra. Og jeg skal bare lige have lov at få det overstået. Så lover jeg, at jeg vil anstrenge mig for ikke at underholde om mit forhold til vejret ret meget mere i år. Så here comes: JEG HADER VINTER. Jeg hader sne, jeg hader slud, jeg hader mørke. Har jeg nogen sinde haft et romantisk forhold til sne, blev det endegyldigt kvalt sidste år. Jeg bandede hele vejen hjem i aftes over at få slasket noget halvfrosset vand i hovedet hele tiden. Og jeg bandede endnu mere i morges, da jeg trissede cyklen ud af skuret, – og fandt dybfrosne gear og bremser. Hvad skal alt det til for. For fanden da – vi er ikke i december endnu, og der er næsten to måneder til jeg flytter væk fra landzonen.

Nåmn, jeg fik tøet forbremsen op, så jeg kunne balancere gennem fastkørt sne til stationen i ét gear. Der sad uhjælpeligt fast. Og så har de kastet rundt med nogen køreledninger igen derinde i byen. Så jeg måtte stå i 25 minutter på en kold station og vente på det der s-tog. Og nu sidder jeg her og MÅ have luft, inden jeg dribler videre med mine projekter. Ellers ville jeg bare sidde og skumle højlydt ved tanken om den stivfrosne cykel, der nu står i cykelskuret. Og som jeg skal have til at balancere mig hjem igen i frost og buldermørke. Så jeg kan komme hjem og overstå dagens løbetræning i mørke og smat og sne. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det.

En af mine venner i Italien fortalte mig for mange år siden, at jeg da skulle flytte ned til ham. Så ville der både være varme og bjerge lige in the neighbourhood. Men det gjorde jeg så ikke. Så jeg må lide mig igennem vinteren – og brøle lidt en gang imellem.

Og kippe med humørstangen over at jeg er velsignet med en ven, som midt i mørketiden finder på det her. Og når jeg er allersurest over det der vejr, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, så kan jeg sidde og bladre i mine bjergbøger og lægge planer for sommeren.