Selvom jeg er morgenmenneske, har jeg altid vrantet lidt over hidsig vækkelyd og sorte vintermorgener. Jeg hader lidt at blive revet ud af søvnen på den voldsomme måde. Sommeren er anderledes, fordi jeg mest vågner helt af mig selv. Vintermorgener kan godt starte med et olmt lune. Og det hjælper ikke at sætte meditationsmusik på telefonvækkeren.

Men nu har jeg fået mig en ny ven. Wake-up light. Jeg fatter egentlig ikke, at jeg ikke har opdaget den opfindelse tidligere. Det er vinterlivskvalitet.

Nu vågner jeg blidt og langsomt ved tiltagende lys i soveværelset. Når lyset er helt tændt, starter radiostemmerne. Stille, stille. Og ganske langsomt bliver de højere. Til sidst vågner jeg med radioavisen.

Det er magisk. Jeg tager mig selv i at vågne en lille smule. Løfte øjenlåget og konstatere, at lampen ganske svagt er begyndt at lysne. Så lukker jeg bare øjet igen og sover færdig. Jeg glæder mig nærmest til lyset begynder at vandre gennem soveværelset.

Når man tænker på, hvor gnaven jeg kan være på en vintermorgen, bare fordi det er morgen, er det trylleri. Selvom jeg skal vågne klokken seks, kan jeg morgenhygge i næstenvågen tilstand under dynen.