I går fik jeg en due i hovedet. Mon det er et tegn? Havde det været en duelort, ville den have betydet lykke. Nu var det i stedet en lortedue. Som landede lige midt i sylten på mig, mens jeg fredeligt cyklede hen ad Falkoner Alle ved aftenstide. Frederiksberg, altså.  En due i hovedet? Er I klar over, hvor stor sådan en er?

Jeg cyklede mildt og fredsommeligt ad Falkoner Alle på vej hjem efter en dag, hvor computeren havde modarbejdet mig på alle fronter. Den takkede af med at slette et par timers arbejde, og jeg efterlod den i hænderne på et it-menneske, mens jeg sydede af indestængt raseri. Jeg kunne jo ikke så godt flå ham, vel? Det var jo ikke hans skyld. Men så kan man cykle hele vejen hjem og trampe det indestængte ud på Kongevejen. Og jeg cyklede netop afsted og hyggede mig ved tanken om, at jeg ikke var punkteret. At mine bremser virkede. Og at trafikken var overskuelig, her hvor klokken nærmede sig 19, og almindelige mennesker forlængst var bænket ved spisebordene. På fortovet ved indgangen til Frederiksberg Have sad to duer og fedede den. Måske blev de overraskede over mit milde ansigtsudtryk? Pludselig fløj de begge op. Den kloge af dem styrede udenom mig og min cykel. Men den anden….. Den fløj direkte in my face! Good Lord, sikke et chok. Heldigvis var den en smule skæv i sigtet, så jeg ikke blev slået helt ud af kurs. Og jeg standsede ikke for at tilse den. Eller undersøge om den fløj videre.

Det er nok bare dårligt karma. Fordi jeg så tit har skældt og smældt over Frederiksberg og cykeltrafikken. Efterfølgende kunne man iagttage et lettere forstyrret kvindemenneske slingre storgrinende videre ad Falkoner Alle.

Det må betyde lykke. Eller bare lidt held. For i dag virker min computer, og jeg har fået genoprettet det tabte. Og om lidt tager jeg på to dages konference om klinisk etik.

Billedet har jeg lånt her