Og det bliver hverdag…..

Juleferien sluttede med et par hyggelige dage, og træningsmæssigt er jeg ved at komme op i gear igen. Fredag kom mit livs lille lys på besøg. Alma er tre år og mit barnebarn. Hun kom først på eftermiddagen, og vi skyndte os ud i kulden for at lege på legepladsen. Det var isnende koldt, og Alma var ret optaget af alle dem, vi så løbe, ride og cykle i skoven. Men hun ville alligevel hellere gynge på legepladsen. Hun var fuld af spørgsmål om de tilfrosne søer i vores område. Hvorfor bliver vandet stift når det fryser? Hvorfor bliver det så koldt? Hvorfor kan de pinde, vi kaster derud, ikke slå hul ned til vandet? Kan man lave isterninger? Kan man fryse til en pige-is?
Da vi næste morgen gik op for at købe ind, sang vi hele vejen. Alle julesangene og Mariehønen Evigglad. Almas yndling er “Et barn er født i Æblehem” – den synger hun igen og igen, hver gang talen falder på jul. Og med høj og klar røst. Ææææblehæææm!

Årets første julefrokost blev i dag. En god kollega kom på besøg, og vi startede med at løbe en iskold tur i skoven. Skoven er så smuk, som den står der, dybfrosset med is på alle grene. Stierne er glatte og isede, men vi kan stadig finde fodfæste i kanterne. Frokosten var blevet til, fordi vi en dag på jobbet talte om snaps, og afslørede en fælles kærlighed til valnøddesnaps. Min mor laver hvert år en fantastisk valnøddesnaps af valnødder fra det store træ i haven til sommerhuset på Mols. Hvert år står hun med sorte fingre, efter at have skåret de grønne skaller og lagt dem i blød i snaps, og hvert år til jul nyder vi allesammen godt af den. Og jeg har en lille bitte flaske af hendes valnøddeekstrakt. Derfor kom Conni på besøg og kunne dermed også se mit nye hjem. Vi plejer at løbe sammen en gang om ugen efter arbejde i Store Dyrehave i Hillerød, inden jeg cykler hjem til Birkerød. Efter løbeturen og et varmt bad, nød vi frokost og valnøddesnaps og blev ganske varme igen. Løbeturen blev på 35 minutter på glatte stier, og mine nyindkøbte kompressionsstrømper er blevet prøveløbet. Og har bestået.

I morgen starter hverdagen igen. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme igang med alle de nye opgaver, som kommer til at betyde en masse arbejde de næste måneder. Jeg glæder mig til at begynde afslutningen af nogle andre opgaver, og jeg glæder mig til at arbejde videre med de kliniske kvalitetsprojekter. Jeg glæder mig til at være sammen med mine kolleger igen, og jeg glæder mig til at få min træning ind i en god gænge. Jeg havde planlagt at bruge 3-4 dage på at arbejde i juleferien, og jeg arbejdede i én. Så det har været en fin ferie. Jeg har slappet af, set familie og venner, læst bøger og aviser, trænet, grinet, diskuteret og leget. Så velkommen tilbage, hverdag, vi ses i morgen.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.